Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kæmpe overraskelse i Paris-Tours: 23-årig amerikaner sejrer i van Avermaets afskedsløb

Andreas Würtz Adamsen
Ingen havde forventet at se Riley Sheehan med armene i vejret som vinder af søndagens Paris-Tours.
Ingen havde forventet at se Riley Sheehan med armene i vejret som vinder af søndagens Paris-Tours. Profimedia
Det blev højst overraskende 23-årige Riley Sheehan, der søndag sejrede i den traditionsrige franske efterårsklassiker Paris-Tours. Løbet var samtidig sidste løb i karrieren for 38-årige belgiske Greg van Avermaet.

For 117. gang i historien blev Paris-Tours søndag afviklet i det nordlige Frankrig. Her ventede der 214 hårde kilometer for de startende ryttere, kilometer der både bød på hårde stigninger og dårligt underlag i form af grusveje. 

Blandt de startende ryttere var den 38-årige belgiske legende og forhenværende olympiske mester Greg van Avermaet, men belgieren fik ikke det håbede afskedsløb i søndagens Paris-Tours, der var karrierens allersidste omgang på landevejen.

Der var dog heller ikke de helt store forventninger til, at van Avermaet skulle hente en topplacering, niveauet er ikke, hvad det har været, men i stedet var der høje forventninger til blandt andre Jumbo-Vismas europamester, Christophe Laporte, såvel som Team Arkéa Samsics Arnaud Démare, der to gange tidligere i karrieren har vundet løbet. 

Ligeledes er der gode danske traditioner i løbet, som fire gange tidligere er blevet vundet af en dansk rytter, senest med Casper Pedersen for tre år siden. Til gengæld var løbet aldrig nogensinde før blevet vundet af en amerikaner, men det ændrede sig denne søndag, da 23-årige Riley Sheehan sejrede i Tours. 

For med ganske få kilometer til mål fik en stærk lille gruppe af lykkeriddere slidt sig fri af feltet, hvor det særligt var Jumbo-Visma der forsøgte at styre slagets gang, med en Dylan van Baarle der virkelig var trukket i arbejdstøjet for Christophe Laporte. 

De fire ryttere fik kontakt med Groupama-FDJ’s unge brite Lewis Askey, der havde været med i morgenudbruddet, og så blev der ellers arbejdet godt sammen for at holde det jagtende felt stangen. Særligt Askeys franske Olivier Le Gac holdkammerat arbejdede hårdt, da det franske hold åbenlyst havde en tro på, at briten kunne tage sejren. 

Men da rytterne ramte de afgørende hundrede meter, var det i stedet Joris Delbove fra det franske kontinentalhold St Michel-Mavic-Auber93, der åbnede spurten, og her var 23-årige amerikanske Riley Sheehan hurtig til at fange franskmandens baghjul. 

Herfra udnyttede Sheehan sin position på Delboves baghjul, gik forbi franskmanden, og holdt så høj en topfart, at hverken Lewis Askey eller norske Tobias Halland Johannessen kunne gå forbi den unge amerikaner, der højst overraskende tog sejren. 

At det var en stor overraskelse, understreges af amerikanerens kontraktforhold, for den unge sejrherre er kun tilknyttet Israel-Premier Tech som såkaldt stagiaire i dette efterår, og det er i øjeblikket planen, at han i næste sæson skal køre for det lille amerikanske hold Denver Disruptors. 

Med søndagens sejr, hvilket var Riley Sheehans første professionelle i karrieren, har den unge amerikaner dog formentlig udsigt til et eller flere kontrakttilbud fra professionelle hold, der ønsker at give den åbenlyst talentfulde vinder en chance. 

Foruden søndagens sejr har Sheehan dog også vist fine takter i andre efterårsløb. Således blev amerikaneren nummer ni, da Maryland Cycling Classic i starten af september blev afviklet. Her var han dog ikke i nærheden af vinderen, danske Mattias Skjelmose, der vandt en suveræn sejr. 

Der var blot tre danskere til start i søndagens Paris-Tours, og den bedst placerede af disse blev Uno-X Pro Cycling Teams 22-årige William Blume Levy, der kom i mål som nummer 87, mens Magnus Cort kom ind som nummer 103 og Mikkel Bjerg måtte udgå undervejs. 

Føromtalte Greg van Avermaet var ikke eneste mand, der kørte karrierens sidste løb. Da 35-årige Tony Gallopin trillede i mål tre minutter efter dagens vinder, var det en tårevædet landevejsafsked for den erfarne Lidl-Trek-franskmand, der blev ledsaget af holdkammeraterne Toms Skujiņš og Daan Hoole