Pogacar før Flandern Rundt: Jeg vinder ikke i en sprint med van Aert og van der Poel
Trioen er favoritter i søndagens belgiske klassiker. Van Aert (Jumbo-Visma) varmede op med sejr ved E3 Saxo Classic, mens Van der Poel (Alpecin-Deceuninck) er forsvarende mester efter at have slået Pogacar (UAE Team Emirates) sidste år.
Den dobbelte Tour de France-vinder Tadej Pogacar erkender forud for løbet, at hans bedste chance ligger i at køre fra Van Aert og Van der Poel på den brostensbelagte 273 km lange rute og ikke stole på Oude Kwaremont-Paterberg-finalen.
"Jeg skal have de bedste ben efter et langt løb," sagde Pogacar til Cycling News. "For mig bliver det afgørende at komme alene i mål, sådan kan jeg vinde. Men det gør det endnu sværere.”
"Det er et rigtig, rigtig langt løb, og der kan ske meget før finalen. Jeg skal spare en masse energi og vælge det rigtige tidspunkt at gå alene. Jeg har ikke noget i tankerne. Vi må se på søndag, hvordan løbet går, hvordan benene er.”
Jumbo-Visma holdet har masser af selvtillid efter Van Aerts sejr ved E3 Saxo Classic og Christophe Laportes sejr i Gent-Wevelgem.
"Jumbo-Visma har et stærkt hold, så jeg tror, de vil køre som i alle klassikerne indtil nu," sagde Pogacar.
Da han blev spurgt om Van der Poel, svarede han: "Han vil nok bare angribe på nogle tilfældige stigninger." Den bakkede og brostensbelagte udfordring i Flandern Rundt har ikke været historisk venlig for Tour de France-mestrene - kun Eddy Merckx og Louison Bobet har vundet begge begivenheder - men Pogacars motivation for at vinde løbet er klar.
"Jeg kan godt lide løbet. Så enkelt er det,« sagde han. ”Jeg har det godt, min form er god. Det ville være spild, hvis jeg bare blev hjemme og så det på tv.”