Australier tager nok en etapesejr efter suverænt holdarbejde i Tour Down Under
Australien har altid været garant for store og stærke sprinternavne som Robbie McEwen, Stuart O’Grady, Baden Cooke, Matthew Goss og de seneste år Michael Matthews såvel som Caleb Ewan. Seneste skud på stammen ser ud til at hedde Sam Welsford.
For nok imponerede australieren også allerede i 2023, men her blev det dog alligevel sjældent til sejre for den 27-årige Bora-Hansgrohe-rytter, der i sidste sæson tørnede ud for Team DSM. Fire sejre blev det til, men blot én af dem på cykelsportens højeste niveau, UCI’s World Tour.
Det har Welsford allerede overgået i den ellers stadig spæde 2024-sæson, for tidlig torsdag morgen dansk tid sejrede han på tredje etape af årets Tour Down Under, da han oversprintede blandt andre Elia Viviani og føromtalte Caleb Ewan på målstregen i Campbelltown.
Inden da havde rytterne tilbagelagt 145 kilometer fra Tea Tree Gully i udkanten af Adelaide og efter en bue ind i landet, hvor et par kategoriserede stigninger ventede, gik turen altså retur mod udkanten af den australske storby, målet i Campbelltown ganske få kilometer fra torsdagens start.
En trio af håbefulde ryttere stak afsted på torsdagens etape, bestående af Team BridgeLanes 23-årige australske Tristan Saunders, Cofidis’ 25-årige franskmand Axel Mariault, samt EF Education-EasyPosts erfarne 27-årige sydafrikaner Stefan de Bod.
Der var dog aldrig nogen chance for, at de tre skulle køre om sejren, da flere af feltets mandskaber arbejdede ihærdigt for at sikre sig en massespurt. Her leverede Bora-Hansgrohe et forbilledligt leadout for Welsford, der blev leveret perfekt til sin afsluttende spurt af bomstærke hollandske Danny van Poppel.
"Endnu en, det er supervildt. At få ikke bare en men to (sejre, red.) er bare specielt, og de her gutter er bare utrolige," kommer det fra den 27-årige etapevinder om sine holdkammerater ovenpå etapen, der dermed giver Welsford sin professionelle sejr nummer syv i karrieren.
Torsdagens etape blev også ramt af et styrt på nedkørslen mod målstregen, da en italienske Astana Qazaqstan Team-trio bestående af Christian Scaroni, Michele Gazzoli og Samuele Battistella røg i asfalten sammen med den nykårede australske mester, Team Jayco AlUla-profilen Luke Plapp, såvel som landsmand Cameron Scott.
Alle fem styrtende ryttere gennemførte etapen, hvilket Groupama-FDJ’s Rudy Molard til gengæld ikke gjorde. I den samlede stilling fører det mexicanske stortalent Isaac del Toro fortsat efter sin sejr onsdag. Torsdagens bedste dansker blev Soudal-Quick Steps Casper Pedersen, der kom i mål som nummer 19.
Fredag venter nok en chance for Sam Welsford, når fjerde etape byder på en udramatisk højdeprofil med blot 575 højdemeter på 136 kilometer fra Murray Bridge til Port Elliot.