Emma Norsgaard om Tour-etapesejr: Min største sejr nogensinde
De store følelser sad uden på cykeltøjet, og der var tårer i øjenkrogene, da Emma Norsgaard fredag gav sit vinderinterview efter sejren på 6. etape af Tour de France Femmes.
Den danske Movistar-kører brækkede kravebenet i foråret og blev opereret, men fredag var hun tilbage i topform.
24-årige Emma Norsgaard kom med i et udbrud på tre ryttere, og til sidst brugte hun sine evner som enkeltstartsrytter til at holde det jagtende felt ét sekund bag sig ved målstregen.
"Jeg er så følelsesladet. Det er den største sejr nogensinde. Jeg er så glad," siger Emma Norsgaard.
Danskeren indledte en lang spurt omkring 600 meter fra målstregen, hvor hun distancerede polakken Agnieszka Skalniak-Sojka, som var den sidste fra udbruddet, der sad tilbage med hende.
Lige efter sig ved målstregen havde Emma Norsgaard blandt andet den førende rytter samlet, belgieren Lotte Kopecky, der spurtede forgæves i feltets jagt på hende.
Det er Movistars anden etapesejr i årets Tour, eftersom tyske Liane Lippert også har vundet en etape.
De to etapesejre er kommet i hus, selv om Movistar-holdet har som primær opgave at hjælpe hollænderen Annemiek van Vleuten til en gentagelse af den samlede sejr fra sidste år.
"Det er fantastisk, jeg er så glad. Det var følelsesladet, da Liane vandt, og nu mig. Der er virkelig en fantastisk atmosfære på holdet," siger Emma Norsgaard.
Lørdag er det planen, at Annemiek van Vleuten skal slå til på løbets næstsidste etape, som køres i bjergene.
Adspurgt om, hvorvidt hun får mulighed for at fejre sin sejr, er Emma Norsgaard klar i sit svar:
"Jeg kommer til at fejre, det skal I ikke være bekymret for", siger den glade danske etapevinder.