Afbud har sendt dansk veteran til Touren for 24. gang

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Afbud har sendt dansk veteran til Touren for 24. gang

Sommerferien er blevet rykket for Kim Andersen.
Sommerferien er blevet rykket for Kim Andersen.Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Han sidder der igen, Kim Andersen. Bag rattet i en Lidl-Trek-bil på etape efter etape i Tour de France.

På overfladen er alt, som det plejer. Men faktisk skulle den erfarne sportsdirektør Kim Andersen have brugt juli på at holde sommerferie hjemme i Luxembourg. Den danske veteran er med på et afbud.

"Planen er, at jeg skal være sportsdirektør i Vuelta a España med Mattias Skjelmose."

"Jeg skulle slet ikke have været med i Touren, men på grund af nogle interne ting er jeg endt med at være her alligevel - officielt som coach. Og det er jeg godt tilfreds med," fastslår Kim Andersen.

Det er 24. gang, den nu 66-årige østjyde befinder sig midt i det franske cykelcirkus. De første seks gange som aktiv rytter, de øvrige 18 som sportsdirektør.

Han var højrehånd for holdejer Bjarne Riis på Team CSC i 00'erne, inden han sammen med en række store ryttere forlod holdet og var med til at starte Leopard Trek i 2011.

Her har Kim Andersen siden været en central figur, hvad enten holdet har heddet Radioschack, Trek-Segafredo eller Lidl-Trek.

Men karrieren lakker mod enden. Sidste år meddelte Andersen, at han ville tage to sæsoner mere og derefter gå på pension.

I Touren er det den rutinerede hollænder Steven de Jongh, der styrer tropperne. Kim Andersen må nøjes med at styre bilen med de Jongh på passagersædet.

"Steven ville gerne have én med lidt erfaring, der kunne hjælpe til," forklarer Andersen.

"Vi er en gruppe, der hver dag snakker sammen om, hvordan vi skal gribe løbet an, men det er Steven, der præsenterer taktikken for rytterne."

"Det er faktisk en fin rolle for mig. Jeg kan holde mig lidt i baggrunden og kan bruge min erfaring til at komme med nogle input."

"Jeg må jo også erkende, at jeg bliver ældre, og på et tidspunkt kommer der nogle nye," lyder det fra Kim Andersen.

En af de yngre sportsdirektører i Lidl-Trek-organisationen er i øvrigt Kim Andersens søn. Sebastian Andersen er kørt i sin fars fodspor og er tilknyttet Lidl-Treks nystartede udviklingshold.