Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Amerikansk legende ser Vingegaard og Pogačars præstationer som realistiske

Andreas Würtz Adamsen
Greg LeMond vandt Tour de France tre gange og blev verdensmester to gange som aktiv rytter.
Greg LeMond vandt Tour de France tre gange og blev verdensmester to gange som aktiv rytter.Profimedia
Mens der blev stillet spørgsmål om doping til Jonas Vingegaard under årets Tour de France, så er den amerikanske legenderytter Greg LeMond meget fortrøstningsfuld omkring det nye kuld af ryttere, der i disse år imponerer på landevejene. Den forhenværende Tour de France-vinder har således endnu ikke set noget, der skulle få alarmklokkerne til at ringe.

Der foreligger ikke nogen som helst konkret grund til at mistænke hverken danske Jonas Vingegaard eller slovenske Tadej Pogačar for urent trav. Men de to superstjerner leverede under årets Tour de France en række fænomenale præstationer, der ikke desto mindre fik iagttagere – herunder journalister på sociale medier såvel som ved pressekonferencer – til at nævne doping. 

Naturligvis har begge føromtalte ryttere kategorisk afvist enhver tilnærmelse vedrørende doping, og nu får de også opbakning af en legendarisk Tour de France-vinder, der har brugt årtier på at opretholde et ry som både en ren rytter og lidt af en dopingjæger. 

Således fortæller den tredobbelte amerikanske Tour-vinder, Greg LeMond, i et længere podcastinterview om sit syn på Vingegaard og Pogačars imponerende præstationer ved årets Tour de France med særligt fokus på de vilde tider, de to ryttere kørte på Col de Marie-Blanque på femte etape af årets Tour.

”Jeg ser rytterne i dag køre meget normale RPM (omdrejninger i minutter, red.), hvilket betyder at de er i det naturlige power-output-felt, men forskellen i dag (sammenlignet med tidligere år, red.) er, at rytterne er 3-4 kilogram lettere over hele linjen, fordi de nærmest sulter sig ihjel. Så jeg er meget optimistisk omkring den her nye gruppe, de unge ryttere,” fortæller Greg LeMond i podcasten Roadman Cycling Podcast

Med RPM henviser LeMond til pedalkadencen, med andre ord hvor mange omdrejninger i minuttet der trædes rundt i pedalerne. Således mener LeMond, at en kadence på 85-90 RPM generelt er det, der ses hos toprytterne i dag, hvilket amerikaneren altså mener, er forventeligt i forhold til, hvor mange watt rytterne producerer på stigningerne. 

Til gengæld mener LeMond, at man skal begynde at udvise en vis skepsis, hvis ryttere begynder at ramme en kadence på over 100-110 RPM på stigninger, da den amerikanske legende ser dette, som et af de åbenlyse tegn på doping. 

Samtidig understreger han, at netop de watt, der produceres af rytterne i dag på kortere stigninger såsom føromtalte Col de Marie-Blanque er realistiske. Jonas Vingegaard lå efter sigende på op mod 6,9 watt per kilogram, da danskeren forcerede Col de Marie-Blanque, og selvom det er markant højere, end Greg LeMond selv lå i sin karriere, efter eget udsagn på omkring 5,9 watt per kilogram, mener han ikke, at det er et urealistisk tal at opnå. 

Igen henviser den 62-årige californier nemlig til vægten, og fremhæver hvordan han i sine aktive år var markant tungere og større, mere muskuløs, end nutidens topklatrere er det. Således mener LeMond, at han også selv havde ramt de føromtalte 6,9 watt per kilogram, hvis han som aktiv vejede lige så lidt, som nutidens topryttere gør. 

Greg LeMond har ellers traditionelt set ikke været bange for at åbne munden, når snakke faldt på doping og anklager herom. Således var LeMond en af de allermest åbne kritikere af Lance Armstrong, da landsmanden i starten af 00erne dominerede Tour de France år efter år.