Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Belgisk supersprinter gør det igen: Cavendish tæt på at tage vild rekord

Andreas Würtz Adamsen
Alle gode gange tre for Jasper Philipsen, der nu har vundet fem Tour de France-etaper i sin karriere.
Alle gode gange tre for Jasper Philipsen, der nu har vundet fem Tour de France-etaper i sin karriere. Marco Bertorello/AFP
For tredje gang i årets Tour de France blev det til en etapesejr for belgiske Jasper Philipsen. Supersprinteren fra Alpecin-Deceuninck var suverænt hurtigst på stregen i Bordeaux, hvor han slog Mark Cavendish, der var ganske tæt på at slå Eddy Merckx' legendarisk rekord på 35 etapesejre i Tour de France.

Bordeaux. Det er vin, det er historie, det er gastronomi. Og så er det cykelløb. Kun én eneste by, selvsagt Paris, har været vært som enten start- eller målby i Tour de France, end Bordeaux har det med sine nu 81 gange som værtsby.

Her har legendariske ryttere som Eddy Merckx, Walter Godefroot, Erik Zabel og Dsjamolidin Abdusjaparov krydset målstregen først og ladet sig hylde som sejrherrer, men senest Touren var på besøg, var det altså ikke ’Terroren fra Tasjkent,’ der løb med etapesejren.

Nej, det gjorde i stedet Mark Cavendish tilbage i 2010, og fredag forsøgte briten så at gentage kunststykket og samtidig tage sin etapesejr i Tour-regi nummer 35 og dermed endegyldigt gå forbi føromtalte Eddy Merckx på listen over alletiders mest sejrende ryttere i verdens mest prestigefyldte etapeløb.

Simon Guglielmi fik lov at stege mutters alene i udbrud i mange af dagens kilometer.
Simon Guglielmi fik lov at stege mutters alene i udbrud i mange af dagens kilometer.Thomas Samson/AFP

Men ligesom Cavendish engang var nærmest urørlig på de afsluttende hundrede meter, så er der i øjeblikket en belgier, der vinder igen og igen og så igen. Og det gjorde han såmænd også fredag. Alpecin-Deceuninck-stjernen Jasper Philipsen tog således sin tredje etapesejr i årets Tour de France.

Lige så historisk en by Bordeaux er, både i og udenfor cykelsportens verden, lige så stor mangel var der på action på fredagens etape. Én enkelt rytter sled sig afsted fra starten etapen, Team Arkéa Samsics franske Simon Guglielmi, og det var altså ingen sag for holdene i feltet at holde i kort snor.

Flere var nemlig interesserede i, at det hele skulle ende i en massespurt langs Garonne-floden i det sydvestlige Frankrig. De fleste af disse hold var også interesserede i den indlagte spurt, der ventede i Grignols cirka midtvejs på de 170 kilometer mellem Mont-de-Marsan og Bordeaux.

Ovenpå den indlagte pointspurt brugte to andre franskmænd det øjebliks stilstand, der fulgte, på at køre i et nyt udbrud. AG2R Citroën Teams Nans Peters og TotalEnergies’ Pierre Latour. De hentede hurtigt Guglielmi, og de satte ham såmænd også.

Mark Cavendish, til venstre, var tæt på at slå Eddy Merckx' vilde rekord for fleste etapesejre nogensinde i Tour de France.
Mark Cavendish, til venstre, var tæt på at slå Eddy Merckx' vilde rekord for fleste etapesejre nogensinde i Tour de France.Marco Bertorello/AFP

Men heller ikke de to havde nogensinde en kinamands chance for at holde til målstregen. Pierre Latour holdt ud i længst tid, men også han måtte i sidste ende strække gevær i takt med, at et jagende felt nærmede sig bagfra.

Som feltet nærmede sig opløbsstrækning indfandt også klassementsholdene, særligt INEOS Grenadiers og Jumbo-Visma, sig i fronten af feltet, arbejdende for at holde kaptajnerne Tom Pidcock, Carlos Rodríguez og Jonas Vingegaard ude af problemer.

Problemer var Mark Cavendish umiddelbart kommet i på de afsluttende kilometer, for briten der så gerne ville have sejr nummer 35 i lige netop historiske Bordeaux, var havnet i en skidt position langt tilbage i feltet, mens Alpecin-Deceuninck havde taget fronten.

Her arbejdede holdet næsten perfekt sammen med blandt andre Søren Kragh Andersen i sprinttoget, hvor Mathieu van der Poel var næstsidste mand og dagens vinder, Jasper Philipsen, naturligvis agerede allersidste vogn i toget.

Men lidt lang blev leadout-toget fra det belgiske hold dog denne fredag. Mathieu van der Poel blev overladt forrest en postgang for tidligt, og da Mark Cavendish så kom fra baghjul i den anden side af vejen, i overraskende høj fart, måtte Philipsen lynhurtigt skiften bane og fange britens hjul.

Jonas Vingegaard havde ingen problemer med at holde sig til på afslutningen af dagens etape.
Jonas Vingegaard havde ingen problemer med at holde sig til på afslutningen af dagens etape.Anne-Christine Poujoulat/AFP

Det lykkedes han dog med, og i forbifarten fik han lukket af for eritreiske Biniam Girmay, der ellers også så godt kørende ud i dagens spurt. På de afsluttende meter havde Philipsen overhovedet ingen problemer med at gå forbi Cavendish, der tog sig af andenpladsen, mens Girmay tog tredjepladsen, dog åbenlyst utilfreds med Philipsens kørsel i spurten.

For danske Mads Pedersen fra Lidl-Trek blev det endnu engang til en skuffende massespurt, hvor det kun blev til en placering som nummer 10. Også for danske Michael Mørkøv var det endnu en skuffende dag, da danskeren forsøgte at lancere sin hollandske holdkammerat, Fabio Jakobsen. Som det har været tilfældet i årets hidtidige massespurter, formåede Jakobsen dog ikke at holde Mørkøvs hjul.

Både Jonas Vingegaard og Tadej Pogačar fik holdt sig fint til og kom i mål uden problemer, hvorfor stillingen i toppen af det samlede klassement er uændret, Vingegaard i gult, Pogačar 25 sekunder efter sidste års danske vinder.

Lørdag venter en noget mere kuperet etape fra Libourne til Limoges. Undervejs venter nemlig rytterne knap 2.000 højdemeter, hvor langt størstedelen er placeret på etapens afsluttende 75 kilometer, hvor rytterne rammer det kuperede terræn i Haute-Vienne, en etape der umiddelbart sagtens kunne ligge til et udbrud, der kan gå hele vejen til mål i Limoges.