Bora fravælger irsk sprinter til Tour de France
Torsdag udtog Bora-holdet sin trup til dette års Tour, og der var Bennett, som vandt to etaper og den grønne trøje i 2020, ikke med.
I stedet satser Bora i spurterne på den unge belgier Jordi Meeus.
32-årige Sam Bennett var indtil for nylig blandt de allerhurtigste, når diverse cykelløb skulle afgøres i massespurter.
Især i år er det dog langt fra gået som forventet for ireren. Det er således kun blevet til en enkelt sejr. Den kom på Bennetts første løbsdag i 2023 tilbage i slutningen af januar i det argentinske løb Vuelta a San Juan Internacional.
Siden har Bennett altså måtte se andre tage sejrene, og han har generelt haft svært ved at gøre sig gældende i spurterne.
Bora tog heller ikke Bennett med sidste år, og som en del af Quick-Step blev ireren også i 2021 sorteret fra til fordel for Mark Cavendish.
Holdene kan have otte ryttere med til Tour de France. Bora har udtaget syv og meddelt, at den ottende bliver udtaget i den kommende weekend. Det kommer til at være en bjergrytter, lyder det fra det tyske hold.
Han vil få en rolle som hjælper for Jai Hindley, der er Boras bud på en vinder af det samlede klassement.
Spørger man bookmakerne, så er australieren førsteudfordrer til Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar i kampen om den gule trøje.