Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Carapaz vinder i Touren efter udbrud: Vingegaard i nye problemer

Flashscore/Ritzau
Opdateret
31-årige Carapaz kører alene over stregen.
31-årige Carapaz kører alene over stregen.AFP
Richard Carapaz (EF) er stærkeste mand i onsdagens udbrud og vinder 17. etape af Tour de France efter en kuperet finale.

På etapens næstsidste stigning - kategori 1-bjerget Col Du Noyer - satte Carapaz det afgørende angreb ind.

Forinden havde Simon Yates (Jayco) åbnet ballet med et angreb. Den eneste, der havde lige så meget fart i cyklen som Yates, var Carapaz, der kort efter fik kontakt med briten.

Col Du Noyer var klart stejlest på det sidste stykke, og det udnyttede Carapaz til at sætte et hårdt og afgørende angreb ind på Yates, der ikke kunne følge den lange acceleration.

Yates kom over målstregen 38 sekunder efter ecuadorianeren, mens spanske Enric Mas (Movistar) blev nummer tre.

I favoritgruppen kunne Tadej Pogacar ikke holde sig i skindet og satte et hårdt angreb ind, da rytterne ramte det stejle stykke af Col Du Noyer.

Jonas Vingegaard (Visma) og Remco Evenepoel (Quick-Step) forsøgte, som så mange gange tidligere i dette Tour de France, at følge efter, men den slovenske acceleration var for lang til, at de to kunne holde kontakten.

I forfølgelsen så det kort ud til, at Vingegaard knækkede, hvilket Evenepoel udnyttede til at gå forbi og skabe et lille hul til danskeren hen over toppen.

Vingegaard fik dog hurtigt hjælp fra holdkammeraten Christophe Laporte, og de tre favoritter var kort efter samlet.

Det betød ikke, at det var slut med angreb. På etapens sidste kategori 3-opkørsel forsøge Evenepoel sig, og det kunne Vingegaard ikke svare igen på.

Belgieren endte på målstregen med at have taget 12 sekunder på danskeren, der i spurten også måtte slippe Pogacars hjul.

Vingegaard har nu 3 minutter og 11 sekunder op til Pogacar i den samlede stilling, mens han er 1 minut og 58 sekunder foran Evenepoel på tredjepladsen.

I udbruddets kamp om etapesejren var det Simon Yates (Jayco), der havde åbnet ballet med et angreb. Den eneste, der havde lige så meget fart i cyklen som Yates, var Carapaz, der kort efter fik kontakt med briten.

Etapen var startet med et par mislykkede forsøg på sidevindskørsel fra blandt andre Visma-holdet, og efter det kom der fuld gang i festen med angreb på angreb.

Angrebene fortsatte både før og efter, at Magnus Cort (EF) slap afsted sammen med Tiesj Benoot (Visma), Bob Jungels (Bora), Romain Gregoire (FDJ) med godt 120 km til mål.

Bag dem forsøgte ryttere konstant at komme væk fra feltet, men først med 50 km til mål og på den anden side af dagens indlagte spurt, hvor Biniam Girmay var hurtigst i feltet, slap hovedfeltet foden fra gaspedalen.

Det skete, da en gruppe på næsten 50 ryttere rev sig løs.

Og så gik forfølgelsen ellers mellem den og Cort-gruppen, mens alle klassementsrytterne sejlede længere og længere bagud.

Efter dagens første stigning - og lige før de to stigninger på de sidste 18 km af etapen - havde Cort-gruppen kun 13 sekunder ned til en duo bestående af Valentin Madouas (FDJ) og Guillaume Martin (Cofidis) og et halvt minut yderligere til resterne af den store forfølgergruppe.

På dagens skarpeste opstigning - Col Du Noyer - satte Simon Yates (Jayco) angrebet ind fra den store gruppe, og derfra var det en kamp mellem briten og Carapaz om etapesejren.