Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk stjernetrio er udtaget til Touren: Vingegaard med stærkt hold til trøjeforsvar

Ritzau
Den forsvarende Tour de France-vinder skal naturligvis også køre årets løb.
Den forsvarende Tour de France-vinder skal naturligvis også køre årets løb.ASO/Danial Hakim
Cykelrytterne Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) og Trek-duoen Mattias Skjelmose og Mads Pedersen er udtaget til årets Tour de France.

Det oplyser Jumbo-Visma og Trek begge på Twitter, mens UAE Emirates meddeler det på sin hjemmeside.

Dermed er der udtaget syv danske ryttere til Tour de France, som begynder på lørdag. Flere kommer efter alt at dømme til, når andre hold udtaget deres endelige trup.

Uno-X udtog allerede i sidste uge Jonas Gregaard og Anthon Charmig, mens Jayco har udtaget Christopher Juul-Jensen til sit hold.

Vingegaard er forsvarende Tour de France-mester og kommer med stor selvtillid til årets udgave. For nylig vandt han Critérium du Dauphiné.

Den danske Tour-favorit får selskab af følgende syv holdkammerater i Touren: Wout van Aert, Dylan van Baarle, Tiesj Benoot, Christophe Laporte, Sepp Kuss, Wilco Kelderman og Nathan Van Hooydonck.

Van Baarle vandt i weekenden det hollandske mesterskab. I bjergene er det primært Kuss og Kelderman, som ventes at skulle hjælpe Vingegaard til endnu en Tour-sejr.

Foruden den gule trøje som løbets bedste vandt Vingegaard også bjergtrøjen ved sidste års Tour de France. Her blev det også til to etapesejre.

Der er også stor fokus på Skjelmose, som for nylig vandt Schweiz Rundt, og som søndag vandt linjeløbet ved DM. Dermed kører han i dannebrogstrøjen under Touren. Vingegaard deltog ikke ved DM.

Hos Trek får Skjelmose og Pedersen selskab af Jasper Stuyven, Alex Kirsch, Juan Pedro Lopez, Giulio Ciccone, Quinn Simmons og Tony Gallopin.

For Skjelmose er der tale om Tour-debut, og han ventes at skulle gøre sig gældende i det samlede klassement.

For Mads Pedersen, der vandt VM i 2019, handler det om etapesejre og den grønne pointtrøje. Han står noteret for en enkelt etapesejr i Touren. Den vandt han sidste år.

Bjergs rolle bliver at hjælpe den slovenske stjernerytter Tadej Pogacar til den samlede sejr. Pogacar vandt Tour de France i 2020 og 2021, mens han sidste år blev toer efter Vingegaard. Pogacar og Vingegaard regnes for de to største favoritter til den samlede sejr i årets løb.

Pogacar stiller for første gang nogensinde op i den slovenske mesterskabstrøje under Tour de France, efter at han søndag vandt det slovenske mesterskab i linjeløb. Pogacar vandt også det slovenske mesterskab i enkeltstart i sidste uge.