Dansk Tour-debutant venter på sit store øjeblik
Det norsk-danske hold har ambitioner om at sætte sit præg på løbet, og det gælder også danske Jonas Gregaard, der kom flyvende fra land med et udbrud på 1. etape.
Han fik dog ikke samlet bjergpoint nok til at erobre bjergtrøjen og har siden ført en mere afdæmpet tilværelse i løbet. Nu lurer han i stedet på at ramme et udbrud, der kan holde helt til mål.
"Jeg venter på den dag, hvor jeg forhåbentlig kan ramme den lige i røven. Men vi må vælge vores dage omhyggeligt, for vi har jo ikke det samme ryttermateriale som mange andre hold," siger Gregaard.
Efter fire dage i sin første Tour de France kan den 26-årige københavner konstatere, at det ikke er uden grund, at Touren har ry for at være hurtigere og mere hektisk end andre løb.
"Jeg kan godt mærke, at på sprinteretaperne er der højere fart end normalt. Samtidig er der mere stress i feltet, og fordi der er så mange mennesker langs vejene, bliver vi ligesom trykket sammen."
"Man skal selvfølgelig altid have albuerne ude, men her føles det, som om der er mere på spil," siger Jonas Gregaard.
Onsdag skal han og de øvrige ryttere ud på løbets første rigtige bjergetape, der blandt andet fører feltet over Col de Soudet, der er en stigning uden for kategori.