Eksklusivt video-interview med Chris Froome: "Vingegaard er spektakulær"
Få har domineret cykelsporten så meget, som Chris Froome gjorde fra 2013 til 2017, hvor han vandt Tour de France fire ud af fem gange i den periode, sammen med Giroen og Vueltaen en gang hver.
Men den dominans blev bragt til ophør af et alvorligt styrt i sommeren 2019, som han har arbejdet på at komme sig helt over lige siden.
Froome var, trods en lang og sej genoptræning, åbenlyst skuffet over ikke at få lov til at køre årets udgave af Tour de France, men han er bestemt ikke en mand, der føler sig færdig, selvom han har rundet de 38 somre. Han tror således stadig på, at han vil kunne gøre en god figur i 2019-udgaven af løbet.
Men han har stor respekt for den nye generation af unge ryttere, som han mener har fået en fremragende "opdragelse" af ryttere som ham selv, der har leveret værdifuld data, de har kunnet bruge i deres træning. En træning, der er blevet meget mere professionel og gennemarbejdet, siden han selv kom på Pro Touren i en "moden" alder af 24 år.
Men respekten er enorm over for de unge løver, og især Vingegaard.
Når han ser på, hvor godt danskeren kørte, kunne Froome nemlig godt forestille sig, at Vingegaard vil kunne matche hans egen rekord på fire titler i de kommende år.
"Hvis han fortsætter, som han gjorde i år, kan jeg ikke se, at noget kan stoppe ham," siger Froome i interviewet.
"I år satte han ikke en fod forkert under hele løbet, så det var et ekstremt imponerende løb af ham. Det, han gjorde i bjergene, var fantastisk, men jeg synes, det han gjorde under enkeltstarten var helt spektakulært. At slå rene tempospecialister, fyre, der er virkelig stærke på tidskørsler, fyre som Wout Van Aert med flere minutter - det var noget af en præstation."