Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Fransk profil sætter dato på karrierestop: Fortsætter med anden cykledisciplin

Andreas Würtz Adamsen
Romain Bardet har i løbet af karrieren vundet 10 sejre, den seneste en etapesejr i Tour of the Alps i 2022.
Romain Bardet har i løbet af karrieren vundet 10 sejre, den seneste en etapesejr i Tour of the Alps i 2022.Raffaele Conti/LiveMedia/DPPI via AFP
Romain Bardet stiller efter Critérium du Dauphiné i 2025 landevejscyklen i garagen. I stedet vil den 33-årige franskmand fokusere på gravel, hvor VM næste år afholdes i sydfranske Nice.

I mange år håbede de cykelentusiastiske franskmænd, at Romain Bardet kunne sætte en stopper for den franske Tour de France-tørke, men det lykkedes aldrig for den nu 33-årige klatrer, der i 2016 blev nummer to i det prestigefyldte etapeløb.

Nu er der så sat dato for karrierestoppet for franskmanden, der efter mange år hos AG2R La Mondiale i 2021 skiftede til hollandske Team DSM-Firmenich PostNL, hvor Bardet også kommer til at køre sit sidste professionelle cykelløb.

For selvom Bardet fredag har fået forlænget sin aftale med det hollandske mandskab, så er det samtidig med en aftale om, at næste års Critérium du Dauphiné bliver sidste løb for Bardet, der to gange er sluttet på podiet i det ugelange etapeløb, senest i 2018 med en tredjeplads.

”Det er virkelig bjergrigt og tæt på, hvor jeg bor. Det er veje, hvor jeg træner en masse, så der kunne ikke være et bedre sted for mig at afslutte min karriere på landevejen,” fortæller Bardet på holdets egen hjemmeside.

Men når landevejscyklen bliver stillet i garagen, slutter Bardets eventyr som cykelrytter ikke, for i stedet har den stærke franskmand planer om at fokusere på en anden disciplin på to hjul, der i de seneste år har fået mere og mere fokus.

Således følger Bardet i fodsporene på andre pensionerede landevejsryttere som Alejandro Valverde og Paul Voß, når Bardet i stedet sætter bredere dæk på cyklen og fokuserer på graveldisciplinen, der blandt andet byder på masser af støvede grusveje, som Bardet har erfaring med fra den italienske nyklassiker Strade Bianche, hvor franskmanden i 2018 blev nummer to.

”Det bliver en omstilling for mig, men jeg vil gøre mit bedste i en række World Cup-løb og håbe, at jeg kan gøre det godt ved verdensmesterskaber i Nice i 2025,” kommer det fra Bardet.

Bardet har ellers været i flot form i denne sæson, hvor det blandt andet er blevet til en forrygende andenplads i Liège-Bastogne-Liège, ligesom den 33-årige franskmand for nylig sluttede som samlet nummer ni i Giro d’Italia.

Siden afslutningen på Giro d’Italia har Bardet ikke haft løbsnummer på, men lørdag 29. juni er Bardet igen i aktion, når franskmanden skal dyste med blandt andre Jonas Vingegaard og Tadej Pogačar i sit sidste Tour de France i karrieren.