Fuglsang drømte om et Tour de France-kup på frihjul
42 kilometer fra mål reagerede veteranen hurtigt og fulgte med, da verdensmester Mathieu van der Poel angreb fra hovedfeltet.
Foran lå en frontgruppe med blandt andre Fuglsangs holdkammerat Derek Gee, og håbet var, at de to Israel-Premier Tech-ryttere kunne lave noget sammen i finalen.
"Jeg tænkte: Hvorfor ikke? Det virkede ikke, som om der var meget gang i feltet på det tidspunkt. Hvis vi var kommet op til Dereks gruppe, ville det være fint at være en mand ekstra, og jeg kunne komme med på frihjul med undskyldningen om, at jeg havde en mand i en gruppe foran," forklarer Jakob Fuglsang.
Det lykkedes aldrig gruppen at få kontakt med udbryderne foran, og Fuglsang måtte nøjes med en 14.-plads.
Da han mørbanket og med ansigtet fuld af støv nåede tilbage til holdbussen, fik han dog store roser fra holdejer Sylvan Adams.
"Du kørte fantastisk hele dagen," sagde den canadiske milliardær.
Før Fuglsang satsede på landevejskarrieren, var han en lovende mountainbikerytter. Erfaringerne fra dengang kunne han bruge på søndagens etape på de støvede sletter omkring Troyes.
"Det kan sagtens være, at det hjalp mig lidt. Der var da lidt grus og lidt skred under hjulene," siger Jakob Fuglsang.
Holdkammeraten Derek Gee sluttede på etapens tredjeplads efter Anthony Turgis og Tom Pidcock.