Fugtig tørrekælder har rustet dansker til Tour-varmen
Men selv om Christopher Juul-Jensen insisterer på at bo og træne i Danmark og afskyr lange træningslejre i udlandet, har han foreløbig ikke haft problemer med at knokle i timevis i heden.
Måske er noget af forklaringen, at han har forberedt sig ved at køre på kondicykel i en alternativ svedehytte mellem fyldte tørresnore hjemme i kælderen.
"Jeg tilbringer en del timer nede i en opvarmet kælder. Det har indtil videre hjulpet kroppen til at forberede sig på varmechokket."
"Jeg holder fast i at træne så meget som muligt i Danmark. Men der er stadig ting, man kan skrue på, selv om man er derhjemme," siger den rutinerede Jayco-hjælper.
I ugerne op til Tour de France tilbragte han hver dag en time i underetagen, når den almindelige landevejstræning var overstået.
"I kælderen er det omkring 27 grader, men der bliver også tørret tøj dernede, så det er rimelig fugtigt. Det er ekstremt ubehageligt, men hellere det end at tilbringe tre uger på et bjerg," siger han.
Christopher Juul-Jensen, der på lørdag fylder 35 år, er i gang med karrierens syvende Tour de France.