Jonas Vingegaard efter afvisning til Pogacar: Jeg vælger at lade os indhente
Han har vist strålende form hele året. De to første etaper i Touren har ikke været nogen undtagelse. Flere gange har tv-billederne fanget de to storfavoritter, Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar, helt klinet til hinanden. I dag var ingen undtagelse, men da sloveneren lagde an til at fortsætteafsted med danskeren, slog Jumbo-Visma kaptajnen bak.
“Jeg prøver at hjælpe i det omfang, at jeg ikke fører med Pogacar. Jeg kunne sagtens have ført med Pogacar, og så havde vi måske kørt alene hjem. Men på den måde vælger jeg at lade os hente og på den måde hjælpe og tænke på, at Wout (van Aert, red.) kan køre for etapesejren”, siger Vingegaard til TV 2.
Missionen mislykkedes, da den belgiske superstjerne måtte tage til takke med andenpladsen.
Trods den manglende etapesejr, er Vingegaard ganske fint tilfreds med dagens udbytte.
“Jeg synes egentlig, det var en hård etape. Lidt skiftende vejr. Det var lidt regnvejr, lidt sol, så var det lidt koldt, og så var det lidt varmt. Så ja ... det var egentlig en okay dag”, siger Vingegaard, der selv kom i mål som nummer 16, dog i samme tid som vinderen Victor Lafay.
Pogacar kom i mål som nummer tre, og øgede dermed afstanden til den regerende Tour-vinder, så den nu lyder på 11 sekunder. Det bekymrer dog ingenlunde den danske stjerne.
“På en eller anden måde taber jeg måske mindre tid, end man kunne have frygtet. Så på den måde for mig var det en god dag”, siger Vingegaard, der sammen med resten af feltet i morgen krydser grænsen til Frankrig.