Kontant Vingegaard: "Van Aert rejser ingen steder"
Rygterne om, at den belgiske superstjerne vil afkorte sin indsats i Frankrig, begyndte ellers at florere flere uger før Tour-starten.
Primært fordi han og hans hustru venter barn nummer to, men også fordi van Aert satser benhårdt på at time sin topform til VM i Glasgow to uger efter afslutningen på Tour de France.
Tirsdag morgen tog rygterne i feltet så til igen. Teorien lød på, at van Aert ville stå af inden onsdagens etape. Det kommer dog ikke til at ske, fastslår Vingegaard på sit pressemøde efter etapen.
"Han rejser ingen steder, så der er ingenting, der forandrer sig", siger den danske Tour-vinder.
Han slap igennem 10. etape med sit spinkle forspring intakt. Men nogen rolig dag på cyklen var det langtfra.
Højst overraskende sad han efter få kilometers kørsel pludselig i en udbrudsgruppe sammen med Tadej Pogacar og flere hjælperyttere.
"Jeg kan ikke helt huske, hvordan vi endte der. Men det gjorde vi altså. Det var måske ikke helt ideelt, men vi fik da elimineret det, og det var helt fint."
"Det var en meget intens start", konstaterer Vingegaard.