Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Lettet DM-guldvinder håber på kickstart efter hårdt forår: Håber på topform inden Touren

Ritzau
Emma Norsgaard gav den gas på den sidste del af enkeltstarten.
Emma Norsgaard gav den gas på den sidste del af enkeltstarten.Profimedia
Det var ikke som sådan nervøsitet, der ramte Emma Norsgaard, da hun ved første mellemtid var fem sekunder efter Cecilie Uttrup Ludwig.

Men det gik op for hende, at nu var hun nødt til at trampe endnu hårdere i pedalerne, og så vandt hun torsdag aften DM i enkeltstart med et brag.

"Der var ikke andet for end at træde i pedalerne," siger Emma Norsgaard med et grin.

På 12 kilometer vendte den 23-årige Movistar-rytter op og ned på det hele, og ved anden mellemtid var hun 32 sekunder foran Uttrup Ludwig. I mål vandt hun med 47 sekunder.

"Jeg tænkte, at Cecilie var startet sindssygt hurtigt, for jeg kørte altså også okay hurtigt på det første stykke. Men jeg blev motiveret af det og bad mig selv om at komme i gang," siger Emma Norsgaard.

Hun udnyttede, at der på den sidste del af ruten ikke var så mange sving, for i sådan nogen er hun langsommere end Cecilie Uttrup Ludwig, erkender hun.

Sejren var Emma Norsgaards første i 2023, hvor flere måneder er blevet spoleret på grund af et brækket kraveben i begyndelsen af marts.

"Jeg har haft et helt forfærdeligt forår, og det var skønt at komme rigtig tilbage," siger hun.

"Jeg havde en virkelig lang genoptræning, og jeg missede alle mine yndlingsløb i foråret. Jeg har stadig problemer med at sidde på enkeltstartscyklen, fordi mine ledbånd blev revet over i skulderen."

"Men jeg synes, jeg er kommet ret godt tilbage, og forhåbentlig kan jeg ramme topformen til Tour de France," siger Emma Norsgaard.

Cecilie Uttrup Ludwig var afklaret med, at hun blev slået af Emma Norsgaard.

"Det var virkelig flot. Hun slog mig gevaldigt, så jeg tager bare hatten af," siger hun.

Cecilie Uttrup Ludwig har tidligere vundet DM i enkeltstart tre gange, men torsdag var første gang i nogle år, at hun var på enkeltstartscyklen i konkurrence.

"Jeg har stadig lidt at arbejde på. Rom blev ikke bygget på én dag, så vi arbejder på det. Jeg kan godt lide disciplinen, og hvis man gerne vil være klassementrytter, så skal man kunne finde ud af det," siger hun.

Julie Maribo snuppede tredjepladsen og sluttede på podiet med de to stjerner.

"Jeg er bare glad og stolt. Jeg er overrasket over mig selv, og det er bare en drøm at stå på podiet med de to," siger Julie Maribo.

28-årige Julie Maribo kørte sig sidste år ind som nummer 11 i DM i enkeltstart.