Mørkøv og Groenewegen bøjer sig for Philipsen og co.: De er i flow
Belgieren og hans Alpecin-holdkammerater giver rivalerne prygl, og de nedslåede konkurrenter kan ikke gøre andet end at lette på hatten for det spektakulære hattrick.
"De er tydeligvis inde i et godt flow. Nogle gange som sprinter rammer du en stime og vinder meget let," siger en sammenbidt Dylan Groenewegen (Jayco).
Hollænderen, der sidste år vandt Tour-sprinten i Sønderborg, fandt ellers sig selv i en god position, men blev spærret inde og kom for sent op i topfart.
"Jeg lå rigtig godt bag Mathieu van der Poel, men han sænkede tempoet, og det var ærgerligt, for jeg sad med gode ben. Der kommer flere chancer for os til at vinde. Vi skal bare fortsætte med at gøre, hvad vi gjorde her," siger Groenewegen, der måtte nøjes med en femteplads.
Også Michael Mørkøv må konstatere, at Alpecin lige nu sidder på den sprintertrone, som hans eget Quick-Step-hold tidligere havde patent på.
"De har et stærkt hold til denne slags spurter, men mest af alt har de momentum. De har det mentale overtag, som vi selv har haft tidligere - blandt andet for et par år siden med Mark Cavendish," siger Mørkøv.
"Det handler meget om selvtillid. Sprinteren har selvtillid, holdet har selvtillid. Selv om man måske ikke sidder i den bedste position, tror man på, at man har benene til at gå forbi, "forklarer han.
Mørkøvs egen sprinter, Fabio Jakobsen, skuffede fælt og kom slet ikke med i kampen om etapesejren.
Han lider stadig under efterveerne fra sit styrt på racerbanen i Nogaro på 4. etape.
"Han sad okay til at spurte med, men sagde selv, at han ikke havde benene. Vi må acceptere, at det kommer til at tage nogle dage, før han er helt ovre det styrt," siger Michael Mørkøv.