Mads Pedersen efter tiendeplads på fjerde etape: "Jeg er ikke hurtig nok"
I modsætning til i mandagens sprint fik den danske Trek-stjerne et fint leadout fra sine holdkammerater, men kunne ikke true etapevinder Jasper Philipsen og måtte nøjes med en tiendeplads.
"Jasper Stuyven leverede mig rigtig godt, men jeg har bare ikke benene i sådan en spurt. Jeg kan ikke følge med de her sprintere. Det vidste vi også godt. Vi vidste, at den her ville være den sværeste af dem alle sammen. Det er bare ærgerligt, når de leverede mig så godt. Men der er ikke så meget at gøre ved det. Der er hurtigere sprintere end mig. Jeg må hjem og træne, hvis jeg vil være sprinter," siger den tidligere verdensmester.
Afslutningen på racerbanen i Nogaro blev hektisk og temmelig dramatisk med en række styrt.
Trek-holdet slap dog uden om uheldene, men måtte alligevel nøjes med en birolle i Philipsens og Caleb Ewans intense kamp om sejren.
"Det var bare mig, der ikke kunne levere til sidst. Jeg fik lov til at spurte, og den ligger på mine skuldre. Der er ingen undskyldninger. Jeg blev slået af folk, der er bedre. Længere er den ikke," siger Mads Pedersen.