Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Michael Mørkøv mærker fremskridt i ustabilt parløb med topsprinter

Ritzau
Michael Mørkøv er opsat på succes.
Michael Mørkøv er opsat på succes.Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
De faldt på et tørt sted, Fabio Jakobsens to spurtsejre i Belgien Rundt for et par uger siden.

Ikke blot for den hollandske supersprinter, som Quick-Step har ansat til at vinde cykelløb med jævne mellemrum. Men også for hans danske leadoutman, Michael Mørkøv.

Det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at samarbejdet mellem de to specialister ikke altid har været lige velsmurt.

Hvor Mørkøv har været vant til, at sprintere som Sam Bennett, Mark Cavendish og Elia Viviani næsten altid fulgte hans baghjul på opløbsstrækningen, er Jakobsen en mere uregerlig type.

"Det har været svært at finde den samme vej i spurterne. Fabio har ofte haft svært ved at holde mit hjul."

"Jeg tror ikke, at han går sine egne veje med fuldt overlæg. Jeg tror på, at det er hans instinkt, der gør, at han nogle gange søger en anden vej end mit hjul."

"Men det er klart, at når vi skal konkurrere på højeste niveau, så skal han følge mit hjul, for det er der, han har den største chance for at vinde," siger Michael Mørkøv.

Den 38-årige dansker har i den sidste del af karrieren fundet sig en niche som meget værdsat leadoutman på et af feltets mest traditionsrige sprinterhold.

Men hans omdømme og jobsikkerhed afhænger af, at "hans" sprinter vinder. Specielt i et prestigefyldt løb som Tour de France, hvor 3. etape mandag meget vel kunne ende i en massespurt.

Så kan det skabe gnidninger, hvis sprinteren på eget initiativ følger et andet hjul og - i Mørkøvs øjne - bringer sig selv i en dårligere position.

"Det har vi snakket meget om, og jeg synes, at vi fik rettet op på det i Belgien Rundt. Jeg er meget opsat på, at vi fortsætter det her i Touren."

"Nogle gange er det jo ikke så dårligt at have lidt modstand op til de vigtigste opgaver, for så er vi måske endnu mere opmærksomme på, hvad der skal lykkes," siger Michael Mørkøv.

Mandagens etape er 184,4 kilometer lang og tager feltet ind i Frankrig. Der er enkelte små stigninger på første del af ruten, som slutter i Bayonne.