Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Mundlam Cavendish: Det er lidt svært at tro på det

Ritzau
Cavendish skrev historie.
Cavendish skrev historie.MARCO BERTORELLO/AFP
Mark Cavendish skrev onsdag cykelsportshistorie.

Med en fænomenal spurt buldrede han først over stregen på 5. etape af Tour de France og er med 35 sejre nu alene indehaver af rekorden for flest etapesejre i verdens største cykelløb.

Efter triumfen havde den ellers hurtigsnakkende brite for en sjælden gangs skyld svært ved at finde ordene.

"Det er lidt svært at tro på det," siger han i vinderinterviewet.

Indtil onsdag delte Cavendish rekorden for flest Tour de France-etapesejre med den legendariske belgier Eddy Merckx.

Allerede sidste år forsøgte Cavendish at slå rekorden i det, der skulle være hans sidste Tour de France. Men efter at have vist lovende takter styrtede han og røg ud af løbet.

Senere på året besluttede han sig for at give det et skud mere, og Astana og holdchef Alexander Vinokourov var med på idéen.

"Astana tog et stort gamble, for at vi kunne være her og prøve at vinde mindst en etape."

"Det var et stort gamble for Vinokourov. Men han er selv tidligere rytter, så han ved, hvad Tour de France er, og at man er nødt til at gå all in, og nu har vi gjort det," siger Cavendish, inden han bliver afbrudt af netop Vinokourov, der i glædesrus kaster sig over det britiske sprintikon.

Da Mark Cavendish besluttede sig for at prøve at slå rekorden i år, ringede han til Michael Mørkøv, som i mange år har været en af de bedste leadoutryttere i feltet.

Men i onsdagens sejr var det ikke danskeren, der afleverede briten. Han fandt selv frem til fronten af feltet og tog en overbevisende sejr.

"Vi ramte den ikke som hold, men gutterne improviserede og fik mig i en god position, og så hægtede jeg på et tog og var i stand til at vinde," siger Cavendish.

På 1. etape lignede Mark Cavendish ikke en rytter, der ville komme til at vinde noget som helst. På den første stigning blev han sat af feltet og kastede op flere gange, inden han nåede i mål.

Men den mentale styrke bragte ham videre i løbet, fortæller han.

"Når man ikke fysisk er lige så god som alle andre, er det en fordel at være stærk i hovedet," siger han.