Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Nu bliver det alvor for Mørkøv: Forventer to massespurter

Ritzau
Mørkøv forventer at skulle i arbejdstøjet
Mørkøv forventer at skulle i arbejdstøjetBo Amstrup/Ritzau Scanpix
For Michael Mørkøv begynder den mere alvorlige del af Tour de France mandag.

Med en forholdsvis flad ruteprofil de kommende to dage er der lagt op til Tourens første spurtafgørelser, og dermed bliver den danske veteran sendt i specialarbejde for Quick-Step-sprinteren Fabio Jakobsen.

"Jeg regner med, at de næste to dage bliver massespurter. Det er ikke nemme etaper, og der er nogle udfordringer undervejs, men jeg håber bestemt på, at det ender i en spurt", siger Mørkøv.

Den 38-årige veteran er sluppet fornuftigt igennem de første to etaper, hvor han er kommet sikkert i mål sammen med Jakobsen og andre af de "tunge drenge".

"Jeg føler mig godt kørende og har fået noget selvtillid ved, hvordan jeg kan sidde med i forhold til de andre. Jeg føler mig godt tilpas", siger Michael Mørkøv.

Håbet er nu, at han mandag eller tirsdag kan køre Jakobsen i stilling til en spurtsejr.

Quick-Step, der normalt er hurtigt ude af starthullerne i Tour de France, har slet ikke været med fremme på de første to etaper.

"Vi er jo lidt skuffede. Vi havde Julian Alaphilippe med som vores bedste bud på en topplacering. Det har han ikke helt kunnet. Det er ærgerligt, men jeg er sikker på, at han har gjort, hvad han kunne", siger Michael Mørkøv.