Pogacar langer ud efter chipskaster: Langt over stregen
Men da han så videoklip fra lørdagens etape i Tour de France, hvor en tilskuer kylede chips i ansigtet på først ham og siden Jonas Vingegaard, måtte selv Pogacar sætte foden ned.
"Han gik langt over stregen. Det var ikke rart at opleve", siger Tadej Pogacar.
På billederne ser man Pogacar på vej op gennem et inferno af mennesker. I vejkanten står en mand med en pose chips, og i det øjeblik Pogacar drøner forbi, får han en håndfuld i ansigtet og ryster kort på hovedet.
I kampens hede var han heller ikke helt klar over, hvad det var, der havde ramt ham.
"Da det stod på, tænkte jeg bare, at han heppede. Så kan der ske ting, og chips kan flyve rundt. Men da jeg så videoerne af, hvad han gjorde mod mig og Jonas - han stod bare der og ventede på at gøre det. Det var virkelig åndssvagt", siger Tadej Pogacar.
Vingegaard var efter etapen i tvivl om, hvordan han skulle tolke den specielle episode og de buhråb, han også oplevede på etapen.
"Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal tage det. Om det er noget dårligt, eller om det er folk, der hepper på en skør måde, det ved jeg ikke", sagde Vingegaard bagefter.
Ifølge den franske avis Le Parisien blev manden kort efter anholdt og kørt væk i en politibil.
Det er uklart, om han står til en straf for sin opførsel, men rytternes fagforening, CPA, har erklæret, at den er klar til at tage retslige skridt mod manden.