Pogacar sætter Vingegaard til vægs i ny bjergduel: Ligner slovensk Tour-sejr
Tadej Pogacar (UAE) satte for anden dag i træk danske Jonas Vingegaard (Visma) til vægs, da sloveneren suverænt sejrede på 14. etape i årets Tour de France.
Vingegaard havde dagen igennem sat sit hold på arbejde i Pyrenæerne for at gøre løbet hårdt, men til sidst viste Pogacar sig for stærk.
De to duellanter satte de øvrige konkurrenter på finalestigningen, Plateau de Beille, og med lidt over fem kilometer til mål satte Pogacar i førertrøjen det afgørende angreb ind.
Vingegaard kunne ikke svare igen på accelerationen, og sloveneren øgede forspringet hele vejen til mål.
Da danskeren passerede målstregen lød tidstabet på 1 minut og 8 sekunder.
Remco Evenepoel (Quick-Step) kom ind på tredjepladsen. Næsten tre minutter efter Pogacar.
Sloveneren fører nu løbet med 3 minutter og 9 sekunder til Vingegaard, mens Evenepoel på tredjepladsen er 5 minutter og 19 sekunder efter.
Dagens store udbrud blev etableret på den anden side af dagens første stigning, som feltet kørte direkte over fra etapens start. Med godt 170 km til mål var 21 ryttere samlet ude foran.
Blandt dem var Biniam Girmay (Intermarché), som kæmpede sig med hen til dagens indlagte pointspurt og udbyggede sin føring i pointkonkurrencen til 91 point.
Det forspring bliver meget svært at indhente for sidste års vinder af den grønne pointtrøje, Jasper Philipsen, der ikke har mange sprintervenlige etaper tilbage at gøre godt med.
Flere stærke bjergryttere som Jai Hindley (Bora), Richard Carapaz (EF) og Enric Mas (Movistar) havde ligeledes fundet vej til frontgruppen.
Med 80 km og to hårde stigninger til mål talte gruppen 15 ryttere og forspringet lød på 3 minutter og 35 sekunder ned til feltet. Dernede sad Jonas Vingegaards Visma-mandskab og gjorde løbet hårdt i varmen.
På dagens næstsidste stigning, Col d'Agnes, skilte Mas, Hindley, Carapaz og Laurens de Plus (Ineos) sig hurtigt ud som de bedste klatrere, og de fire fulgtes ad hen over bjergtoppen, inden de fik selskab af norske Tobias Halland Johannessen (Uno-X) på nedkørslen.
I favoritgruppen fastholdt Visma det høje tempo, og derfor havde de fem i front et forspring på to og et halv minut, da de kørte ind på finalestigningen, Plateau de Beille.
Vingegaards holdkammerat Matteo Jorgenson lagde for alvor pres på i bunden af Plateau de Beille, hvilket betød, at udbruddets forspring langsomt smuldrede.
Lidt over ti kilometer fra mål var Jorgenson færdig med føringsarbejdet, og så åbnede Vingegaard finalen. Pogacar sad klistret til danskerens hjul, mens Remco Evenepoel ikke fulgte med i accelerationen, men kørte sit eget tempo.
Vingegaard kørte et højt tempo, og der gik ikke længe, før ham og Pogacar havde opslugt udbruddet.
Det var tydeligt, at Vingegaard forsøgte at slide førertrøjen op med et udmarvende tempo, men sloveneren lod sig ikke slå ud.
Derimod angreb Pogacar danskeren med 5,3 kilometer til mål, og det kunne Vingegaard ikke svare tilbage på.