Pogačar tager første stik på mytisk stigning: Tilbage i gult trods flot Vingegaard-indsats

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Pogačar tager første stik på mytisk stigning: Tilbage i gult trods flot Vingegaard-indsats

Tadej Pogačar hentede tirsdag sin professionelle sejr nummer 78 i karrieren.
Tadej Pogačar hentede tirsdag sin professionelle sejr nummer 78 i karrieren.Thomas Samson/AFP
Tadej Pogačar er tilbage i gult, efter han tirsdag sejrede på fjerde etape af årets Tour de France. Her ramte rytterne for første gang de høje bjerge, og det udnyttede den slovenske superstjerne til at tage tid på sine konkurrenter, herunder Jonas Vingegaard.

Årets første rigtige bjergetape i Tour de France bød naturligvis på en direkte duel mellem danske Jonas Vingegaard og slovenske Tadej Pogačar, da rytterne på fjerde etape tacklede omtrent 140 kilometer fra Pinerolo til Valloire.

Og det blev med en lille slovensk sejr i denne tvekamp, da Pogačar tæt på toppen af dagens sidste stigning, mytiske Col du Galibier, fik hægtet Vingegaard af, før en hæsblæsende nedkørsel ventede for de førende ryttere.

Med bonussekunder på toppen af Galibier, samt det omtrent halve minut Pogačar formåede at tage på nedkørslen, er sloveneren derfor tilbage i gult, efter Richard Carapaz på mandagens etape ellers formåede at fravriste UEA Team Emirates-stjernen den legendariske førertrøje.

Mens der tidligt på etapen naturligvis var en lang række ryttere, der tog chancen i et udbrud, var der ikke megen nåde fra favoritternes hovedfelt, hvor særligt UAE Team Emirates var aktive i at holde dagens udbrud stangen. 

Blandt tirsdagens lykkeriddere var blandt andre verdensmester Mathieu van der Poel, mens også danske Christopher Juul-Jensen var kørt med, og på dagens sidste stigning, skulle Juul-Jensen spille en rolle for sin kaptajn, da britiske Adam Yates måtte bukke under for UAE-presset ganske tidligt på Col du Galibier men altså heldigvis kunne få hjælp af blandt andre sin danske holdkammerat. 

Sidste overlevende udbryder var det spanske stortalent Oier Lazkano, men også den alsidige Movistar Team-stjerne måtte se sig indhentet af et ekstremt offensivt kørende UAE-hold, der tidligt havde sidste års treer, britiske Adam Yates, i arbejdstøjet, før også João Almeida og Juan Ayuso kom til fronten i tjeneste for holdkaptajn Pogačar.

Også tidligt blev Jonas Vingegaard isoleret, da Matteo Jorgenson som sidste mand måtte lade sig slippe med omtrent fire kilometer til toppen, men Pogačar lod altså angrebet vente på sig, indtil supersloveneren med under en kilometer til toppen åbnede op.

Da først Pogačar havde fået sat skub i pedalerne, var der dog ingen, der kunne følge ham, selvom Jonas Vingegaard i flere hundrede meter havde kontakt med UAE-stjernen, før danskeren måtte give fortabt grundet Pogačar mange voldsomme accelerationer ud af de skarpe hårnålesving. 

Over toppen af Col du Galibier, der samtidig var Souvenir Henri Desgrange, der modsat så mange andre år dog ikke lå på rutens højeste punkt, som i år ligger på 19. etape med passagen af Cime de la Bonette, havde Pogačar dog ikke andet end 10 sekunders forspring til Vingegaard, og på nedkørslens indledende teknisk udfordrende kilometer, havde danskeren ingen problemer med at holde snor i sloveneren.

Det blev dog straks sværere i takt med at nedkørslen blev mindre teknisk og mere et spørgsmål om ren råstyrke, og samtidig blev den forsvarende danske Tour-vinder indhentet af blandt andre Carlos Rodríguez, Remco Evenepoel og Primož Roglič. Derfor kunne danskeren heller ikke snige sig i top tre og hente vigtige bonussekunder på målstregen, som i stedet tilfaldt Remco Evenepol og Pogačars spanske holdkammerat, Juan Ayuso.

I det samlede klassement kravler Pogačar tilbage på øverste trin af podiet, nu med et forspring på 45 sekunder til Remco Evenepoel på andenpladsen, mens Jonas Vingegaard indtager tredjeplads 50 sekunder efter sin slovenske rival. 

Onsdag venter der en ny chance for etapesejre for feltets håbefulde sprintere, når der køres fra Saint-Jean-de-Maurienne til Saint Vulbas. På etapens 177 kilometer er der nemlig kun 1.100 højdemeter at bestige, langt størstedelen af disse på den ukategoriserede Col de Couz tidligt på etapen.