Pogacars chef udråber Vingegaard til Tour-favorit
Hos konkurrenten Tadej Pogacars UAE Emirates-hold er man dog ikke i tvivl: Her anses Jonas Vingegaard allerede som favorit til at vinde det store etapeløb for tredje gang i træk.
Vingegaard styrtede ellers voldsomt i Baskerlandet Rundt i april, hvor han brækkede knogler og punkterede en lunge.
Men UAE Emirates-sportschef Joxean Fernandez "Matxin" hæfter sig ved, at danskeren tilsyneladende har kunnet træne for fuld styrke i flere uger, mens Pogacar har brugt kræfter på at køre Giro d'Italia.
"Vingegaard vil have været på næsten konstant højdetræning frem til Touren, og han er kaptajn for et hold, der sidste år vandt alle tre grand tours."
"Vingegaard er topfavorit til Touren," siger UAE Emirates-chefen til det belgiske sportsmedie Sporza.
Han mener ikke, at styrtet og den påtvungne pause nødvendigvis bliver et problem for Vingegaard.
"Sidste år styrtede Tadej tre uger senere i april, og han var alligevel helt frem til Tour-enkeltstarten (16. etape, red.) i Vingegaards baghjul," påpeger "Matxin".
Vingegaard blev udskrevet fra hospitalet 16. april og kunne genoptage udendørs cykeltræning i starten af maj.
Tidligere på ugen oplyste hans træner, Tim Heemskerk, til B.T., at den dobbelte Tour-vinder nu er på højdetræningslejr i Tignes i Frankrig.
I mellemtiden har Tadej Pogacar vist skræmmende styrke i Giro d'Italia, som han vandt samlet med næsten ti minutters forspring til nærmeste konkurrent.