Skjelmose har skelet til Vingegaard for at håndtere succes
Med samlet sejr i Schweiz Rundt, et dansk mesterskab og flere andre sejre i 2023 steg opmærksomheden omkring Lidl-Trek-rytteren voldsomt.
Han har ikke lagt skjul på, at det er noget, han har skullet vænne sig til. Og for at gøre det har han skelet til, hvordan landsmanden Vingegaard håndterer medier og den øvrige opmærksomhed, som hans succes har givet.
"Jeg har fået en del inspiration fra Jonas. Han har en meget rolig tilgang til både medierne og alt andet omkring cykelløbene," siger Skjelmose til TV 2 Sport.
"Det er noget, jeg ikke har været så god til på samme måde, som han har."
Han føler, at han er blevet bedre til at finde et leje for, hvordan han skal agere over for offentligheden, så han ikke mister fokus på, hvad der skal gøres for at være den bedst mulige rytter.
Til den proces har han ud over at skele til Vingegaard også hentet hjælp udefra.
"Det er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv, at jeg er begyndt at arbejde med en coach. Det er jeg superglad for," fortæller Skjelmose.
Han er fra søndag i aktion i etapeløbet Paris-Nice, hvor han jagter en topplacering i klassementet.
Skjelmose åbnede sæsonen med to franske endagsløb i sidste weekend. Det resulterede i en tredje- og en femteplads.