Spænding indtil sidste dag i Touren - her er de mest bemærkelsesværdige etaper
3. etape - Amorebieta-Etxano (ESP) - Bayonne (FRA)
De første to etaper af årets Tour de France i Baskerlandet er ret kuperet, og derfor er det ikke til helt til at vide, om de ender med en massespurt eller ej. De kuperede ruter kan dog være gode nyheder for danskerne Kasper Asgren og Magnus Cort.
Det er der dog stor sandsynlighed for på løbets tredje etape, der er den første reelt flade etape. Der dog to kategori 4- og to kategori 3-stigninger på den første halvdel af etapen, som dog ikke burde genere sprinterne.
Selvom feltet har haft to formentlig hårde dage på de første etaper, så må det forventes, at sprintere som Jasper Philipsen, Mads Pedersen, Fabio Jakobsen og de resterende hurtige folk vil være med helt fremme, når etapen skal afgøres.
4. etape - Dax - Nogaro
Fjerde etape bliver også det rene guf for feltets hurtige folk. De 181,8 kilometer er en af de fladeste etaper i løbet af dette års Tour de France, og derfor kan det med al sandsynlighed blive endnu en sprinterdag. Der vil være pointspurt efter 93,6 kilometer og så kommer der en ganske lille kategori 4-stigning 27 kilometer før mål, som formentlig ikke vil få nogen betydning.
Det bliver derfor nok en etape, hvor sprinterne får lov til at vise sig frem, mens favoritterne nok kan får en mere stille dag på kontoret og samlet kræfter – det får de nemlig brug for.
6. etape - Tarbes - Cauterets-Cambasque
Allerede på femte etape kommer bjergrytterne på arbejde, når de skal op ad Col de Soudet og Col de Marie Blanque. Det bliver dog endnu hårdere på sjette etape, hvor bjergrytterne igen skal være klar. Feltet kommer nemlig til at stå ansigt til ansigt med kategori 1-stigningen Col d’Aspin (1), det legendariske Tourmalet, der er uden for kategori, inden de slutter op ad en 16 kilometer lang kategori 1-stigning til målbyen Cauterets-Cambasque.
Det bliver uden tvivl en dag, hvor favoritterne i klassementet vil teste hinandens form og evner både på både op- og nedkørsler. Derfor kommer til at være stort fokus på duellen mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar.
7. etape - Mont-de-Marsan - Bordeaux
Efter to hektiske dage i bjergene kommer sprinterne endnu engang i fokus på løbets syvende etape. Det har uden tvivl været hårdt for sprinterne på både femte og sjette etape, og det er ikke til at vide, hvor mange af de hurtige ryttere, der er kommet helskindet igennem dagene. Det er en etape uden de store problematikker, og den 169 kilometer lange rute vil derfor sandsynligvis ende i en massespurt.
Igen er det derfor værd at holde øje med sprinterne hen mod afslutningen. Det kan være godt for de hurtigste ryttere at få tanket noget selvtillid – de kommer nemlig til at lide på en del hårde etaper i de efterfølgende dage.
13. etape - Châtillon-sur-Chalaronne - Col du Grand Colombier
De første 120 kilometer er næsten helt flad og kommer til at være barnemad for de fleste ryttere, hvor der sandsynligvis kommer et stort udbrud afsted. Med 17,4 kilometer til mål bliver rytterne dog mødt af det frygtindgydende Col du Grand Colombier, der er en stigning uden for kategori.
Jonas Vingegaard, Tadej Pogacar og resten af klassementsrytterne vil med al sandsynlighed passe på sig selv hele dagen og være klar til de sidste 17,4 kilometer, hvor favoritterne uden tvivl vil angribe hinanden på skift.
14. etape - Annemasse - Morzine
Allerede dagen efter Colombier-etapen kommer favoritterne i spil igen. På 14. etape kan de dog ikke slappe af i 120 kilometer som på 13. etape. Inden for de første 53 kilometer vil rytterne allerede have kørt op over to kategori 1-stigninger, hvilket godt kan skabe ravage i feltet.
Efter 88 kilometer skal de op ad 13,9 kilometer lange Col de la Ramaz. Og hvis det ikke skaber kaos blandt favoritterne, så kommer kaosset nok med 25 kilometer til på Col de Joux Plane, som er en stigning uden for kategori. Etapen slutter med en cirka 12 kilometer lang nedkørsel. Det bliver uden tvivl en dag, hvor hvem end der har den gule førertrøje vil blive presset maksimalt.
16. etape - Passy - Combloux
15. etape vil nok have taget på de fleste ryttere, som dog kan se frem til en hviledag efterfølgende. Hviledagen skal bruges konstruktivt, fordi der på 16. etape skal køres en uhyre vigtig enkeltstart. Enkeltstarterne har ofte en afgørende rolle i Tour de France, og det er bestemt ikke utænkeligt, at den kan blive det igen.
Rytterne skal køre en 22,4 rute, som vil være en smule kuperet. Særligt i slutningen af etapen, hvor der venter rytterne en 2,5 kilometer lang kategori 2-stigning. Derfor vil det også være til fordel for Vingegaard og Pogacar, der begge har gode muligheder for at vinde etapen og hente lidt tid i klassementet.
17. etape - Saint-Gervais-les-Bains - Courchevel
Hvis man som klassementsrytter har tabt lidt tid på enkeltstarten, så får man chancen for at rette op på tidstabet allerede dagen efter, hvor der venter feltet endnu en hård bjergetape. Rytterne skal op ad to kategori 1-stigninger, inden Col de la Loze venter dem i slutningen af etapen. Stigningen er 28,1 kilometer lang med en gennemsnitlig stigning på seks procent.
Fokus kommer uden tvivl til at være på Col de la Loz, hvor fårene vil blive skilt fra bukkene. Det er en stigning, der kan blive helt afgørende for dette års Tour de France, fordi stigningens længde og hårdhed, gør, at man kan tabe ualmindeligt meget tid.
18. etape - Moûtiers - Bourg-en-Bresse
Bjergrytterne får et hvil på 18. etape, som meget vel kan ende med en massespurt. Sprinterne har formentlig haft nogle forfærdelige dage i bjergene, og måske kan flere af favoritterne til den grønne trøje være faldet uden for tidsgrænsen.
De tilbageværende sprintere kan dog se frem til en flad etape, hvor der er gode muligheder for en etapesejr til de hurtige folk. Hvis ikke Wout van Aert har presset sig selv for hårdt i bjergene for Jonas Vingegaard, så kan han sagtens været et spændende bud på en etapevinder. Også Mads Pedersen kan være perfekt til lige netop 18. etape.
20. etape - Belfort - Le Markstein
Klassementsrytterne har en sidste chance for at sætte konkurrenterne til vægs. På 20. etape skal feltet op ad hele seks stigninger, hvoraf de sidste to er kategori 1-stigninger. Det bliver 133 kilometer, hvor det vil gå op og ned hele dagen, og hvis benene er ødelagte, så kan det meget vel blive en besværlig dag.
Der er da heller ikke nogen tvivl om, at den gule trøje kommer til at være i spil på sådan en etape, hvor klassementets top vil presse hinanden til det yderste. Det er umuligt at sige, om førertrøjen skifter ejer, men det er en reel mulighed.
21.etape - Saint-Quentin-en-Yvelines - Paris
Den sidste etape i Tour de France er altid speciel, fordi løbet uofficielt allerede er afgjort, og der bliver derfor først drama i slutningen af etapen, som ofte ender i en hektisk massespurt. Det er også det, der forventes i år, men der kan dog stadig være spænding om den grønne pointtrøje.
I mange år har Peter Sagan domineret pointkonkurrencen, men han er ikke længere en del af Tour-feltet, og derfor kan den grønne trøje stadig være i spil på løbets sidste dag på Champs-Élysées.