Tadej Pogacar om grusgyser: Man kan tabe Touren på sådan en etape
Det er som regel på bjergetaperne, at klassementet i Tour de France viser sig frem. 9. etape i årets Tour de France, som skal køres søndag kan dog få rigtig stor indflydelse på stillingen i klassementet, og det er endda uden nogen svære stigninger.
Etapen, der både starter og slutter i den franske by Troyes, byder på noget helt andet end stejle stigninger og svære nedkørsler – nemlig grus.
Som en slags forårsklassiker skal Tour-feltets ryttere ud på en 199 kilometer lang etape, som byder på hele 14 strækninger med grus. Grusset kan nemt være skyld i styrt, punkteringer og generelt kaos.
Normalt kan favoritterne godt klare sig selv i bjergene, når stigningsprocenterne er høje, men på grusset får Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard brug for masser af hjælp fra deres holdkammerater, som skal guide dem sikkert igennem de svære grusstykker.
Jonas Vingegaard kan dog bryste sig af at have et rigtig stærkt hold til det vanskelige underlag. Det kan du læse mere om her.
Det er tidligere set ved Tour de France, at når feltet har haft nogle etaper, som indeholdt brosten, så har det skabt usikkerhed og kaos, og i flere tilfælde har favoritter tabt tid til konkurrenterne.
Tadej Pogacar, der fører løbet i skrivende stund, fortalte efter lørdagens etape, at man kan vinde og tabe Touren på sådan en etape.
"Der vil være mange ting, der kan få dig til at styrte eller sidde fast bagved. Du kan tabe Touren i morgen (søndag, red).”
"Du kan være den bedste på gruset, men hvis du punkterer på det forkerte tidspunkt, kan du helt sikkert tabe tid. I morgen (søndag, red.) kommer det til at handle meget om at have god teamkontrol og koncentration frem til målstregen." Fortalte Tadej Pogacar ifølge mediet Cycling News.
Søndagens etape havde været guf for en rytter som Mads Pedersen, men den danske sprinter måtte desværre udgå inden lørdagens etape grundet sit styrt torsdag.
Tadej Pogacar havde da også danskeren som favorit, men nu ved han ikke rigtig, hvem der kan påtage sig favoritværdigheden.
Derfor er der store muligheder for overraskelser denne søndag.