Thomas Bay om Cavendish: Historiens største sprinter
Mark Cavendish har på et pressemøde mandag annonceret, at indeværende sæson bliver hans sidste som professionel.
Uanset hvordan det kommer til at gå Cavendish i resten af 2023, kan han gå på cykelpension med et af de mest imponerende cv'er nogensinde.
Cavendish er lige nu noteret for 161 sejre på professionelt niveau. Den første kom i bogen helt tilbage i 2006, den seneste i juni sidste år. Undervejs har det flere gange set ud til, at briten var færdig.
Cavendish' evne til at rejse sig efter nedture og formdyk er da også noget af det, der imponerer cykelkommentator på Discovery Thomas Bay mest.
"Det er jo altid de sidste indtryk, der står stærkest, og hans evne til at komme tilbage har været helt vild. Vi er mange, der har afskrevet ham flere gange. Ud over hans fantastiske karriere og resultater - han er jo historiens største sprinter - så er det hans evne til at komme tilbage og overraske alle, der stikker mest ud. Det vidner om en kæmpe dedikation. Vi har set ham køre rundt og være langt fra sit niveau, og så har vi dømt ham færdig, og så er han alligevel vendt tilbage."
Mark Cavendish har vundet mange store sejre. VM i landevejscykling, Milano-Sanremo. Hans evne til at komme først over stregen i de store grand tours er der dog kun meget få, der kan matche.
53 etapesejre har Cavendish i alt i sportens største løb. Hele 34 af dem er kommet i Tour de France, og han deler rekorden for flest sejre i Touren med legendariske Eddy Merckx.
Cavendish vandt første gang i Touren i 2008, inden han matchede Merckx' total med fire etapesejre i 2021, fem år efter han senest havde vundet i verdens største cykelløb.
"Han har jo på en måde kørt i flere forskellige tidsaldre i cykelsporten. Spurt-disciplinen har ændret sig - måden spurterne bliver kørt på - og konkurrenterne har ændret sig. Der har han kunnet transformere sig selv, siger Thomas Bay. Vi plejer at have en tommelfingerregel om, at når sprintere runder 30 år, så går det ned ad bakke. Men det gælder ikke rigtigt for Mark Cavendish. En stor årsag til hans succes er, at han åbenlyst elsker cykling. Samtidig har han også en kæmpe ærgerrighed for at sætte sit aftryk på sporten for eftertiden. Det går han op i, selv om han ofte giver udtryk for noget andet."
Med Mark Cavendish' farvel til professionel cykling mister sporten en af sine rendyrkede sprintere. En type rytter, der ikke er så mange tilbage af, og som er på retræte, vurderer Thomas Bay.
"I nutidens grand tours er der jo ikke længere otte-ti klassiske sprinteretaper, som vi så før i tiden. Så det er svært at forestille sig, at en klassisk sprintertype i fremtiden skal kunne komme i nærheden af, hvad Cavendish har bedrevet. Det er også efterhånden sjældent, vi ser hold tage til eksempelvis Tour de France med et hold, der er bygget op om en sprinter."