Tilfreds Jumbo-Visma sportsdirektør: Vingegaard klatrede fantastisk
På løbets første bjergetape kørte Vingegaard sin rival agterud med et angreb 750 meter fra toppen af den sidste stigning. I mål havde han distanceret Pogacar med 1 minut og 4 sekunder.
"Jonas klatrede fantastisk på stigningen. Vi havde en god plan, og det hele gik godt. Men det er kun dag fem. Lad os tage det roligt. I morgen (torsdag, red.) er der en ny, hård dag", siger Jumbo-Visma-sportsdirektør Merijn Zeeman.
Det kom en smule bag på ham, at Pogacar ikke kunne reagere på Vingegaards forcering og endte med så markant et tidstab.
"Ja, men det kan ske på nogle dage. Andre gange kan det gå modsat. Men i dag var en god dag", siger Zeeman.
Egentlig var angrebet mest tænkt som en test af, hvordan Pogacar var kørende efter at have brugt sine hjælpere op forinden.
"Hans hold måtte arbejde meget hårdt. Først var Rafal Majka færdig, og så var det op til Pogacar selv og Adam Yates. Det var en god mulighed for os for at se, om der var en chance".
"Det var et af de scenarier, vi havde diskuteret på forhånd. Der var mange mulige scenarier og vi måtte vælge det bedste", siger Zeeman.
Han påpeger samtidig, at Vingegaard nu også skal forbi den nye mand i gult, Bora-rytteren Jai Hindley, der vandt etapen og er ny mand i førertrøjen med et samlet forspring på 47 sekunder.
Men der kan allerede komme nye svar på torsdagens monsteretape over tre berømte toppe.
"Det er klart, at Tourmalet er en af Tourens hårdeste stigninger. Det ville være mærkeligt ikke at forvente noget der. Sidste stigning, Cauterets, har en meget stejl del. Jeg forventer, at vi vil se angreb igen", siger Merijn Zeeman.