Tour-comeback spolerer ferien for tidligere colombiansk vinder
I kalenderen for denne sommer stod der snarere sol og strand end alper og pyrenæer. Lige indtil han faktisk begyndte at vise glimt af styrke i etapeløbet Critérium du Dauphiné i starten af juni.
"Før Dauphiné var min plan, at jeg skulle være på ferie lige nu. Der var meget stor tvivl om min Tour-deltagelse på det tidspunkt. Men løbet gik ikke så dårligt. Og så blev beslutningen taget ugen efter," siger Egan Bernal på et pressemøde i spanske Bilbao, hvor Tour de France starter lørdag.
"Under Dauphiné sagde holdledelsen til mig, at jeg skulle have det udgangspunkt, at jeg skulle til Tour de France. Det er en stor ære at være med i Touren, så det var ikke svært for mig. Og her er jeg," siger Ineos-rytteren.
Der er sket meget i den nu 26-årige colombianers liv, siden han stod på sejrspodiet på Champs-Élysées for fire år siden.
I januar 2022 havde han nær slået sig selv ihjel i en træningsulykke, hvor han kolliderede med en bus på en nedkørsel.
Næsten mirakuløst slap han med 20 knoglebrud og skader på knæ, lår, bryst, lunger og ribben. Syv måneder senere vendte han tilbage til professionel cykling i Danmark Rundt, men niveauet er stadig ikke i nærheden af, hvad det var engang.
Egan Bernal er da heller ikke helt sikker på, hvad han skal forvente af Tour de France, der er hans første grand tour siden efteråret 2021.
"For at være helt ærlig ved jeg det ikke selv. Jeg er nødt til at tage den ene dag efter den anden. Det er mit første treugersløb i lang, lang tid, og jeg er ikke 100 procent forberedt til den type løb."
"Jeg vil forsøge at gøre mit bedste, men det første mål må være ikke at tabe tid de første dage. Derefter så vil jeg beslutte, hvad jeg vil gøre, alt efter hvilken fornemmelse jeg har. Jeg har en fri rolle på holdet," siger Egan Bernal.