Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Tour de France-grus skræmmer ikke Remco Evenepoel efter lang vinterpause

Ritzau
Evenepoel har brugt vinteren til at tage sig en gedigen slapper.
Evenepoel har brugt vinteren til at tage sig en gedigen slapper.Profimedia
Til sommer skal den belgiske cykelstjerne Remco Evenepoel for første gang prøve sig an i Tour de France, og belgieren har allerede smugkigget på, hvad der venter ham og det resterende felt.

Nærmere bestemt har Quick-Step-rytteren kigget på enkeltstarterne og etapen, hvor flere grussektioner skal passeres.

De 14 gruspassager på 9. etape skræmmer som udgangspunkt ikke Evenepoel, der mener, at omverdenen formentlig vil gøre etapen vildere, end den egentlig er.

"Etapen i sig selv er ikke særlig teknisk, og stykkerne med grus er ikke farlige. Det er grus, men ikke noget særligt. Vi skal selvfølgelig undgå at miste tid der," siger Evenepoel til det belgiske medie Sporza.

I forberedelserne til den nye sæson er der ét altoverskyggende mål, der fylder for den belgiske cykelstjerne.

"Jeg vil gerne på podiet i Tour de France. Det vil være en drøm, der går i opfyldelse."

Evenepoel åbner lørdag sit cykelår, når han stiller til start ved endagsløbet Figueira Champions Classic i Portugal.

Ifølge ham selv er han fyldt op med energi efter en lang vinterpause.

"Jeg havde fem uger, hvor jeg ikke rørte min cykel. Jeg løb et par ture for at holde mig i gang. Sådan en pause er ret usædvanlig for mig, men den har gjort mig godt. Det har været en af mine bedste vintre nogensinde," siger cykelstjernen.

Normalt er der meget aktivitet omkring Evenepoel både i medierne og på hans egne sociale profiler. Sådan har det ikke forholdt sig denne vinter, hvor der har været uforholdsmæssigt stille omkring den belgiske rytter.

"Det har faktisk ikke været bevidst. Men jeg var virkelig nødt til at slukke for så mange knapper som muligt. Det gør, at jeg kan starte den nye sæson med et friskt hoved og krop, for det bliver et specielt år," siger belgieren.