Tre ting, vi lærte af Tourens anden uge

Endnu en mandag, endnu en hviledag i Tour de France. 15 etaper, to uger plus det løse i Baskerlandet, er overstået, og spændingen lever i bedste velgående forud for den altafgørende og altid udmarvende tredje uge.

Forskellen på nummer et og nummer to, Jonas Vingegaard og Tadej Pogačar, er fortsat enormt lille, men hviledagen giver naturligvis anledning til at stikke en finger i jorden og evaluere på den forgangne uge.

Derfor følger her tre af de ting, vi har lært af de seks etaper, der blev kørt i den netop forgangne uge i verdens største cykelløb.

Tætteste Tour i umindelige tider

Da Jonas Vingegaard plantede Tadej Pogačar på Col de Marie-Blanque allerede på årets femte etape af Tour de France, lignede det kortvarigt, at det skulle blive én stor magtdemonstration fra den forsvarende danske vinder og Jumbo-Visma.

Men allerede dagen efter, på Cauterets-Cambasque, slog sloveneren tilbage og hentede tid på Vingegaard, og siden har den slovenske megastjerne også formået at tage sekunder hist og her på danskeren, først på Puy de Dôme, der gjorde sit tilbagetog i Touren for første gang siden 1988, og senere på Grand Colombier.

Det har dog været meget begrænset, hvad Pogačar har hentet af tid og på både 14. og 15. etape var Vingegaard i stand til at matche ham, ja, danskeren formåede sågar at slå Pogačar i en spurt om bonussekunder på toppen af Col de Joux Plane lørdag.

Resultatet er at 10 sekunder adskiller de to ryttere 15 etaper inde i løbet. 10 sølle sekunder. Den slags små tidsforskelle er uhyre sjældent så langt inde i løbet, og når der tages hul på tredje uge, den afgørende og den sidste, er det altså her, at de sidste marginaler mellem de to kamphaner formentlig skal findes.

Skulle den førende rytters forspring ske at være under et halvt minut, når han søndag får overrakt den gule trøje i Paris, vil det være en af de historiens mindste sejrsmarginer i Tour de France. Det bliver næppe de berømte otte sekunder, som der adskilte Greg LeMond og Laurent Fignon i 1988, men mindre kan sandelig også gøre det, hvis man ønsker spænding.

Faktisk er det kun sket én gang siden Fignon og LeMonds uhyggeligt tætte duel, at Tour de France er vundet med under et halvt minuts forspring, og det er immervæk allerede 16 år siden, da Alberto Contador i 2007 slog Cadel Evans med lige præcis 23 sekunder.

Underholdningen fejler således ingenting i årets Tour de France, og den kan sagtens tænkes at skulle afgøres på de i professionel sport så berømte yderste marginaler. I første omgang kickstartes tredje uge ikke desto mindre lige med en kuperet enkeltstart tirsdag.

Tilskuerne er et problem

Det er slet ikke noget nyt fænomen, at tilskuere kommer i vejen for cykelryttere. I 1999 blev Giuseppe Guerini væltet omkuld af en alt andet end opmærksom fotograf, og i 2003 fik både Lance Armstrong og Iban Mayo en tur i asfalten på Luz-Ardiden, da førstnævnte fik sit styr fanget i en gul stofpose, der kort for inden var kastet til publikum fra den så velkendte Tour-karavane.

Alligevel er det dog som om, at det bliver set oftere og oftere i disse år, at tilskuerne er blevet en problematisk del af ligningen. En del der desværre alt for ofte forårsager styrt eller besværliggør rytternes vej frem mod målstregen.

I 2021 sørgede et papskilt for, at Tony Martin og en masse andre røg i asfalten med høj hastighed, og også i år har der været flere styrt, hvor tilskuere har været åbenlyst involveret, startende med Lilian Calmejanes styrt på niende etape, hvor en tilskuer med en trøjehyldest fik fanget franskmanden med hvad, der nærmest mindede om en fiskeline.

Søndag var den så gal igen, da en tilskuer stak en arm ud på vejen for at fange et flot billede med det resultat, at flere ryttere røg i asfalten, herunder Jonas Vingegaards belgiske hjælper Nathan van Hooydonck, der smadrede hovedet i asfalten, heldigvis naturligvis med hjelm på.

Også dagen forinden var det tæt på at gå galt, da Tadej Pogačar forsøgte at lancere et angreb mod toppen af Col de Joux Plane. Sloveneren måtte dog hurtigt slippe trådet igen, da to forankørende motorcykler lå for tæt på, antageligt fordi de ikke uden videre kunne køre væk med publikumsmasserne foran dem.

Tidligere i løbet har der sågar været berettet om tegnestifter på vejene, der på særligt anden etape resulterede i et hav af punkteringer.

En ting er de uheld, der er en integreret del af cykelsporten: Styrt på grund af kørefejl, positionskampe eller forhindringer på vejen, punkteringer på grund af grus på vejen, mekaniske problemer med gearskifterne og deslige. Den slags kan ikke undgås og at minimere risikoen for, at uheldene rammer dig, er en del af at være en dygtig cykelrytter.

Noget helt andet er involvering fra publikum. Det skal til enhver tid være en positiv oplevelse for rytterne at opleve store menneskemængder langs landevejene.

Spaniens fremtid er (alligevel) lys

Spanien er midt i en forfærdelig Grand Tour-tørke. Ikke siden Alberto Contador i 2015 sejrede i Giro d’Italia, har en spansk rytter stået øverst på skamlen i en Grand Tour, end ikke i spaniernes eget Vuelta a España, der ellers historisk set har været så domineret af netop spanierne selv.

Det vil sige, at der lige om lidt formentlig – medmindre sort uheld skulle indtræffe for både Jonas Vingegaard og Tadej Pogačar – er kørt 25 Grand Tours i træk uden en spansk vinder. Den suverænt længste spanske tørke siden Vuelta a España i 1935 blev sat i søen.

Nu kan de cykelgale spaniere dog sætte sin lid til ikke bare ét men faktisk to kæmpestore talenter. For mens de flestes øjne nok var rettet mod UAE Team Emirates’ stortalent Juan Ayuso ved sidste års Vuelta a España, hvor den dengang blot 19-årige rytter sluttede som nummer tre, så var også syvendepladsen fra samme Vuelta spansk.

Ayuso er ikke med i årets Tour de France, han sigter derimod på netop Vuelta a España, men det er til gengæld den føromtalte syvendeplads. Og han har i allerhøjeste grad formået at gøre sig positivt bemærket, denne 22-årige spanier fra INEOS Grenadiers.

Carlos Rodríguez ligger nemlig lunt i svinget til at tage tredjepladsen, kun overgået af fænomenerne Jonas Vingegaard og Tadej Pogačar, som han endda formåede at overliste på lørdagens etape og løbe med etapesejren.

Med Rodríguez’ helt store gennembrud i årets Tour de France og Juan Ayusos ditto i seneste udgave af Vueltaen, har spanierne pludselig to store talenter at sætte deres lid til i jagten på at bryde den rekordlange Grand Tour-tørke.

For nok kan hverken Juan Ayuso eller Carlos Rodríguez ikke bide skeer med Vingegaard og Pogačar, i hvert fald ikke for nuværende, men mindre vil antageligvis også kunne gøre, for de to omtalte supermænd fra henholdsvis Danmark og Slovenien kan naturligvis ikke køre samtlige Grand Tours.