Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Vingegaard efter tidstab til Evenepoel: Jeg kører for sejren

Ritzau
Vingegaard jager fortsat Pogacar
Vingegaard jager fortsat PogacarAFP
Jonas Vingegaard tabte onsdag 12 sekunder til Remco Evenepoel, der angreb på den sidste lille stigning.

Jonas Vingegaard var flere gange i tovene på 17. etape af Tour de France, da først den gule førertrøje, Tadej Pogacar, angreb og efterfølgende også, da løbets tredjeplads, Remco Evenepoel forsøgte sig.

Med hjælp fra holdkammerater fik Vingegaard neutraliseret angrebet fra Pogacar på onsdagens sværeste stigning, men på den sidste lille opkørsel kørte Evenepoel væk fra både danskeren og Pogacar.

"Selvfølgelig skal jeg tænke over, om jeg taber tid til ham (Evenepoel, red.), men jeg har sagt, at jeg hellere vil køre for sejren end for andenpladsen," siger Vingegaard efter etapen til TV 2 Sport.

"Jeg troede egentlig, at Pogacar ville følge med ham (Evenepoel, red.), men det gad han ikke, og så kunne jeg se, at jeg havde mine holdkammerater med, og så ville jeg forsøge at lade dem lukke hullet."

Belgieren endte på målstregen med et hul på 12 sekunder ned til Vingegaard, der i spurten også måtte slippe Pogacars hjul.

Vingegaard har nu 3 minutter og 11 sekunder op til Pogacar i den samlede stilling, mens han er 1 minut og 58 sekunder foran Evenepoel på tredjepladsen.

"Jeg føler stadig, at jeg bliver bedre. I dag (onsdag, red.) var måske ikke min bedste dag, men ind imellem har man en dårlig dag. Hvis det her er min dårlige dag, så er jeg glad," siger Vingegaard.

Der resterer fire Tour-etaper.

Torsdagens etape ligger til, at det skal blive en kamp mellem udbryderne. Fredag og lørdag byder på de helt høje bjerg i Alperne, inden det hele afsluttes med en kuperet enkeltstart i Nice søndag.