Vingegaard ser chancerne svinde ind: Det bliver svært
Søndag mistede han yderligere 1 minut og 8 sekunder til Tadej Pogacar og skal nu hente over tre minutter på de sidste seks etaper.
"Det bliver svært, men vi har jo set de sidste to år, at han godt kan gå ned, så det er ikke udelukket," siger Jonas Vingegaard.
Han havde sendt sit hold på hårdt arbejde fra etapens start for at gøre løbet så hårdt som muligt.
Matteo Jorgenson tog et ordentligt slæb som sidste mand på Plateau de Beille, og derfra var det så op til Vingegaard at gøre arbejdet færdig.
Det lykkedes ham dog aldrig at ryste Pogacar af sig. I stedet slog sloveneren kontra og tog en klar sejr, men Vingegaard mener ikke, at det var taktikken, der var problemet.
"Det tror jeg ikke. Han er også mere eksplosiv. Den taktik har virket de sidste to år. Touren er selvfølgelig ikke ovre endnu. Der er stadig en uge, og man kan håbe på, at det så lykkes for os i tredje uge."
"Jeg har ikke rigtig noget at tabe. Men jeg har vundet Touren de sidste to år, så jeg kører ikke for at blive nummer to. Vi kører for at vinde, og så må man jo tage nogle chancer," siger Jonas Vingegaard.
Ligesom lørdag, da han også blev sat af på de sidste kilometer, fastslår han, at han aldrig har været bedre.
"Jeg var flyvende på den sidste stigning. Jeg tror, det er det bedste, jeg nogensinde har kørt. Han var bare bedre. Der er ikke så meget andet at sige," lyder det fra Vingegaard.