Vingegaard svært tilfreds med samlet polsk sejr: Troede sæsonen var ovre efter styrt
Søndag hentede 27-årige Jonas Vingegaard sin anden sejr efter sit grusomme styrt i Baskerlandet Rundt i starten af april, da danskeren tog den samlede sejr i WorldTour-løbet Polen Rundt foran UAE Team Emirates’ italienske Diego Ulissi.
Første sejr efter styrtet i det nordøstlige Spanien var danskerens overraskende spurtsejr mod sin slovenske rival Tadej Pogačar på 11. etape af årets Tour de France, men hvor det i Touren altså blev til en samlet andenplads, så blev det i Polen Rundt til en samlet sejr trods nul etapesejre til danskeren.
”For at være helt ærlig troede jeg, at min sæson var ovre efter styrtet i Baskerlandet Rundt. Jeg frygtede endda for min karriere i et stykke tid. Mine præstationer i Touren (Tour de France, red.) og her i Polen har været bedre, end hvad jeg turde drømme om,” fastslår Jonas Vingegaard til Team Visma-Lease a Bikes hjemmeside ovenpå sejren.
Særligt den dobbelte Tour-vinders præstation på løbets anden etape, en 15,4 kilometer lang enkeltstart med en hård afsluttende stigning, var vigtig, for på løbets mest kuperede stigninger kunne Vingegaard ikke sætte sig igennem.
Her blev det i stedet til den ene Thibau Nys-sejr efter den anden, da den unge belgiske Lidl-Trek-rytter igen beviste, at han besidder både gode klatreevner og en uhyggelig topfart i afslutningerne. Netop Nys skal Vingegaard formentlig være glad for, for belgieren stjal afgørende bonussekunder fra føromtalte Diego Ulissi, der sluttede blot 13 sekunder efter Vingegaard i det samlede klassement.
Også Wilco Kelderman imponerede under løbet, men som traditionen nærmest foreskriver forblev det lige ved og næsten for den 33-årige hollænder, der fortsat aldrig har vundet en WorldTour-sejr, selvom det over 150 gange er blevet til placeringer i top-10 for den erfarne hollænder.
”Vi kan se tilbage på en succesrig uge. Ikke bare for mig men for hele holdet med første- og tredjeplads i klassementet og to etapesejre til Olav (Kooij, red.). Nu skal jeg hjem at støtte min gravide kone. Det glæder jeg mig til,” fortæller Vingegaard.
Netop Olav Kooij hentede søndag etapesejren på løbets syvende og afsluttende etape, da det 22-årige sprintertalent fik skovlen under Soudal Quick-Steps belgiske superstjerne af en sprinter, 31-årige Tim Merlier.
Den samlede sejr i Polen Rundt er karrierens professionelle sejr nummer 36 for Jonas Vingegaard, der i øjeblikket ikke umiddelbart løb på programmet, om end der længe er blevet spekuleret i, hvorvidt danskeren stiller til start for landsholdet ved årets VM. Her venter nemlig en hård rute i schweiziske Zürich.