Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Mads Pedersen efter utrolig triumf: En af de værste dage på cyklen

Mads Pedersen har fået en fuldkommen fænomenal start på 2024 med allerede fem sejre.
Mads Pedersen har fået en fuldkommen fænomenal start på 2024 med allerede fem sejre.Profimedia
Lørdag vandt Mads Pedersen en fantastisk sejr, da han sled sig frem til målstregen i Tour de la Provence, og det var under særdeles ugæstfrie vejrforhold, som den 28-årige Lidl-Trek-stjerne efterfølgende kalder for ”en af de værste dage på cyklen.”

Det så ud til at være et halvvejs umuligt projekt for Mads Pedersen og resten af Lidl-Trek at holde førertrøjen på lørdagens anden etape af årets Tour de la Provence. Israel-Premier Techs unge italiener Marco Frigo var røget afsted i et udbrud, som danskerens mandskab havde svært ved at lukke.

Med kun ganske få ryttere på holdet til at tackle det kuperede terræn, der bød på 2.400 højdemeter, måtte danskeren selv lukke hulle med 30 kilometer tilbage, og derfra måtte Pedersen trække en gruppe af stærke konkurrenter hele vejen til målstregen.

På forunderlig vis formåede danskeren at holde en Arkéa-B&B Hotels-trio i snor og samtidig vinde spurten foran Cofidis’ ellers så stærke afslutter Axel Zingle, og det var derfor også en forståeligt glad dansker, der efterfølgende sagde et par ord om etapen til sit holds hjemmeside.

Samtidig var det dog også en Mads Pedersen, der anerkendte de enormt barske forhold, etapen blev kørt under, der resulterede i et felt splittet til atomer og hele 10 ryttere, der endte med at udgå.

”Jeg er enig med Julien Bernard i, at det var en af de værste dage på cyklen. Det var ikke en behagelig dag. Vi brugte rigtig meget tid omkring de 700 meters højde, hvilket ikke er rart, når det regner, og der er to grader. Det var en hård dag for alle, og hvis du kigger på folk på målstregen, så de heller ikke for godt ud,” kommer det fra danskeren.

Netop barske forhold har den 28-årige Lidl-Trek-superstjerne tidligere haft gode erfaringer med, for det var under lignende forhold, at danskeren i 2019 blev verdensmester i engelske Harrogate.

Lørdagens sejr var allerede sejr nummer fem i denne sæson, efter danskeren åbnede sæson med en etapesejr og den samlede sejr i det franske etapeløb Etoile de Bessèges, før han altså senest har vundet alle tre etaper hidtil kørt af Tour de la Provence.

Dermed er danskeren oppe på 39 sejre i karrieren før søndagens afsluttende etape, der byder på 183 fortrinsvis flade kilometer fra Rognac til Arles, og således giver danskeren nok en chance for sejr i tilfælde af en massespurt. I så fald vil Pedersen kunne indkassere fuldt hus i etapeløbet, der bliver afviklet for ottende gang i historien.