Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Skjelmose godt tilfreds med oprejsning: Kun Pogačar og Vingegaard slipper for dårlige dage

Andreas Würtz Adamsen
Mattias Skjelmose har i løbet af karrieren vundet 10 professionelle sejre, herunder den samlede sejr i sidste års Schweiz Rundt.
Mattias Skjelmose har i løbet af karrieren vundet 10 professionelle sejre, herunder den samlede sejr i sidste års Schweiz Rundt.Profimedia
Ovenpå en skuffende femte etape i Schweiz Rundt, fik danske Mattias Skjelmose fredag oprejsning med en flot tredjeplads. Torsdagens skuffelse er således parkeret for den talentfulde dansker.

Det var en slemt skuffet Mattias Skjelmose, der torsdag måtte kæmpe sig i mål på Carì-stigningen i Schweiz mere end halvandet minut efter den britiske vinder, UAE Team Emirates-stjernen Adam Yates. Pludselig var danskeren nede som nummer seks og langt væk i det samlede klassement.

Men på fredagens målstigning på sjette etape af det ugelange schweiziske etapeløb, beviste den 23-årige dansker, at han er mentalt stærk og således formår at rejse sig ovenpå skuffende præstationer, da det blev til en flot tredjeplads for Lidl-Trek-rytteren.

”Jeg havde det rigtig hårdt i går aftes (torsdag, red.) og i morges (fredag, red.). Jeg havde nogle rigtig hårde samtaler med nogle, jeg stoler på, og vi kom frem til, at hvis du ikke hedder Tadej Pogačar eller Jonas Vingegaard, så har du bare dårlige dage,” fortæller Mattias Skjelmose til TV2 Sport.

Det var kun UAE Team Emirates-duoen João Almeida og Adam Yates, der var hurtigere i mål på fredagens etape end den talentfulde dansker, der blandt andet fik hægtet den colombianske Tour de France- og Giro d’Italia-vinder Egan Bernal af sig på vej mod mål.

Dermed kørte danskeren sig også tilbage i kampen om en podieplads i det samlede klassement i etapeløbet, hvor Skjelmose stiller op som forsvarende mester, efter han i 2023 hentede karrierens hidtil største sejr med sin samlede sejr i Schweiz Rundt.

Tredjepladsen og den stærke præstation fredag sender nemlig danskeren forbi både Israel-Premier Techs amerikanske spirrevip Matthew Riccitello såvel som Movistar Teams erfarne spanier Enric Mas, og det er nu kun føromtalte Egan Bernal, der står mellem Skjelmose og en podieplacering.

Den samlede sejr ser alt andet lige ud til at skulle gå til enten Adam Yates eller João Almeida, da UAE Team Emirates-duoen har distanceret de øvrige klassementskonkurrenter betragteligt med blot to etaper tilbage af løbet.

Lørdag venter en skræmmende bjergetape med næsten 3.000 højdemeter på bare 118 kilometer, afsluttende med en opstigning til mål på omtrent otte kilometer med 7,7 procent i gennemsnitlig stigning, inden løbet søndag afsluttes med en bjergenkelstart fra Aigle, hvor det internationale cykleforbund, UCI, har sit hovedkontor, til Villars-sur-Ollon.