Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Skjelmose tager tid på flere konkurrenter i enkeltstartsåbning af schweizisk forsvar

Mattias Skjelmoses samlede sejr i seneste års Schweiz Rundt er danskerens hidtil største i karrieren.
Mattias Skjelmoses samlede sejr i seneste års Schweiz Rundt er danskerens hidtil største i karrieren.Profimedia
Det blev ganske vist ikke til nogen topplacering søndag for 23-årige danske Mattias Skjelmose, da danskeren indledte sit forsvar af det prestigefyldte ugelange etapeløb Schweiz Rundt, men med en solid præstation formåede Lidl-Trek-rytteren at tage tid på de fleste af sine forventede konkurrenter i kampen om det samlede klassement.

Søndag var Mattias Skjelmose aldrig i nærheden af sejren, da første etape af årets Schweiz Rundt løb af stablen med en kort enkeltstart på lidt under fem kilometer i Liechtensteins hovedstad, Vaduz.

Til gengæld formåede danskeren af minimere tidstabet til sine nærmeste forventede konkurrenter i det samlede klassement, hvor den 23-årige dansker skal forsvare sin samlede sejr fra 2023, ja, faktisk formåede danskeren endda at tage tid på flere af de største konkurrenter, i hvad der endte med en belgisk etapesejr.

Således var ingen ryttere hurtigere på de knapt fem kilometer, end Soudal-Quick Steps stærke belgier Yves Lampaert, der i 2022 tog både etapesejr og gul førertrøje, da Tour de France startede i København med netop en enkeltstart.

Det var dermed ikke første gang, at belgieren lagde stærkt fra land i et etapeløb startende med en enkeltstart, men det schweiziske hjemmepublikum havde formentlig håbet, at enten EF Education-EasyPosts Stefan Bissegger eller Groupama-FDJ’s Stefan Küng kunne vippe belgieren af pinden.

Bissegger måtte dog tage til takke med en andenplads, mens Küng skuffende og overraskende blot endte som nummer otte. Langt de fleste af de bedst placerede ryttere skal Mattias Skjelmose formentlig ikke frygte i sit forsvar af det schweiziske etapeløb, men bedste placerede forventede klassementshåb skaffede sig dog et mindre forspring til danskeren.

Portugisiske João Almeida sluttede nemlig på en flot fjerdeplads, mens portugiserens newzealandske holdkammerat på UAE Team Emirates, Finn Fisher-Black, tog femtepladsen, og de to skaffer sig således et forspring på fire sekunder til Skjelmose.

Omvendt kunne Skjelmose med sit tidstab, 11 sekunder efter Lampaert på målstregen, konstatere, at konkurrenter som Simon Yates, Egan Bernal, Lenny Martínez, Enric Mas, Felix Gall og Richard Carapaz alle sætter tid til i forhold til danskeren. Værst går det ud over Carapaz, der tabte 12 sekunder til Skjelmose på de ikke engang fem kilometer, der med Søren Kragh Andersens placering som nummer 10 dog blot blev næstbedste dansker.

Allerede mandag venter en udfordrende etape, hvor klassementshåbene må tage sig i agt, selvom der næppe kan forventes de store tidsforskelle, hvis overhovedet nogen: Med over 2.000 højdemeter undervejs og en stigning i tredje kategori kort før mål, er det dog nødvendigt at holde sig til.

Efter løbets tredje etape venter dog et hæsblæsende slutprogram, hvor hver enkelt af de afsluttende fem etaper byder på målstigninger, med særligt lørdagens etape, løbets syvende, som en stor udfordring. Her skal rytterne på bare 118 kilometer nemlig klatre omtrent 3.000 højdemeter fordelt på fire kategoriserede stigninger.

Søndag, om en uge, afsluttes det prestigefyldte etapeløb med nok en enkeltstart, når rytterne klatrer fra Aigle, byen hvor det internationale cykleforbund, UCI, har sit hovedkontor, til Villars-sur-Ollon, en enkeltstart på knapt 16 kilometer med næsten 900 højdemeters klatring undervejs.