Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Belgisk spirrevip narrer de allerstørste stjerner: Pogačar og Roglič satte hinanden skak

Andreas Würtz Adamsen
Ilan van Wilder har haft et par flotte måneder først med etapesejr og samlet sejr i Deutschland Tour og nu en flot sejr i Tre Valli Varesine.
Ilan van Wilder har haft et par flotte måneder først med etapesejr og samlet sejr i Deutschland Tour og nu en flot sejr i Tre Valli Varesine.GFR/Marcel Hilger
Det blev hverken Tadej Pogačar eller Primož Roglič, der tirsdag kunne fejre en flot sejr i den traditionsrige italienske efterårsklassiker Tre Valli Varesine. I stedet blev det, højst overraskende, den 23-årige Soudal-Quick Step-belgier Ilan van Wilder, der kørte alene over stregen og vandt i Varese.

Man vil være lovligt undskyldt, hvis man med et hurtigt blik ned gennem et cykelfelt kommer til at tage fejl af superstjernen Remco Evenepoel og hans gode holdkammerat Ilan van Wilder. De to belgiere er lige høje, har nogenlunde samme kropsbygning, en lignende stil på cyklen, og for at gøre det hele endnu mere forvirrende, er sågar jævnaldrende med blot fem måneders aldersforskel. 

Til alt held kan man ofte finde Remco Evenepoel i en eller anden mesterskabs- eller førertrøje, og måske kan man i fremtiden også se van Wilder i noget lignende, for belgieren tog tirsdag en kæmpestor skalp i det italienske. 

Her kørte – og vandt – 23-årige van Wilder nemlig det traditionsrige Tre Valli Varesine, der for gang nummer 102 i historien blev afviklet i det nordlige Italien. Fra starten i Busto Arsizio tæt på Milano gik ruten nordpå til det kuperede terræn mellem byen Varese og søen af samme navn. 

Og måske var van Wilder rejst til Italien med et godt råd eller to i baglommen fra sin gode kammerat Remco Evenepoel, for det var nogle af cykelsportens allerstørste navne, van Wilder tirsdag skulle bide skeer med – og det gjorde belgieren altså forrygende godt. 

For på startlisten fandtes nemlig også navne som Tadej Pogačar, Primož Roglič, Adam og Simon Yates, Richard Carapaz, Aleksandr Vlasov, Enric Mas og Carlos Rodríguez. Nogle af cykelsportens mest prominente profiler, når stigningsprocenter ryger i vejret. 

Med under 10 kilometer til mål, på den sidste og afgørende runde, stak van Wilder nemlig af fra en favoritgruppe, der blandt andet inkluderede den slovenske superduo, Pogačar og Roglič, der i weekenden dystede om sejren i Giro dell’Emilia. 

AG2R Citroën Teams stærke australier, Ben O’Connor, forsøgte at følge med den vævre belgier, men heller ikke den tidligere Tour-firer kunne følge belgierens baghjul, mens løbets største favoritter sad passive og holdt et skarpt øje med hinanden. 

Det gav van Wilder præcis det forspring, han havde brug for, så da belgieren ramte de afgørende tre kilometers stigning til målstregen, var det allerede for sent for den jagtende favoritgruppe, hvor ecuadorianske Richard Carapaz eller gav alt for at forsøge at hente belgieren. 

Således kunne 23-årige van Wilder køre alene over målstregen i Varese og tage karrierens blot tredje sejr, efter belgieren i august fik hul på sejrsbylden med både en etapesejr og den samlede sejr i Deutschland Tour. 

Samtidig blev van Wilder første belgiske vinder af det historiske italienske efterårsløb siden Eddy Merckx for mere end 50 år siden, i 1968, sejrede foran blandt andre Gianni Motta og Marino Basso. Andenpladsen tog føromtalte Carapaz sig af, mens Bora-Hansgrohes russiske es, Aleksandr Vlasov, kørte sig ind på tredjepladsen foran Primož Roglič og Tadej Pogačar. 

Bedste dansker i tirsdagens Tre Valli Varesine blev Lotto Dstnys 25-årige Andreas Kron, der kom i mål som nummer 44, halvandet minut efter van Wilder. For Jakob Fuglsangs vedkommende blev det til en placering som nummer 79. 

Torsdag fortsætter de italienske efterårsklassikere med afviklingen af Gran Piemonte, et løb i ProSeries-kategorien ligesom tirsdagens Tre Valli Varesine. Derefter venter lørdag sæsonens sidste helt store løb, monumentet Il Lombardia, før Giro del Veneto og Veneto Classic afslutter de italienske efterårsklassikere.