Cort lukker sæsonen med forrygende solosejr i vild italiensk nyklassiker
Søndag eftermiddag blev der sat punktum for cyklesæsonen på både WorldTour- og ProSeries-niveau med først afslutningen af det kinesiske etapeløb Tour of Guangxi og efterfølgende den italienske nyklassiker Veneto Classic.
Sidstnævnte, et løb på den såkaldte ProSeries, blev med dansk sejr, da Uno-X Mobility-profilen Magnus Cort færdiggjorde et fantastisk soloridt efter en lang dag i udbrud på den udmarvende rute i det nordøstlige Italien.
Allerede efter bare seks kilometer var Cort med til at rykke i dagens tidlige udbrud, hvor danskeren fik selskab af landsmand Anders Foldager fra Team Jayco-AlUla, mens også østrigske Tobias Bayer fra Alpecin-Deceuninck såvel som yderligere tre ryttere – franske Alexis Gougeard, italienske Riccardo Biondani og ukrainske Kyrylo Tsarenko – var med.
I alt ventede 192 kilometer med adskillige hårde stigninger undervejs, herunder en brostensbelagt såvel som en modbydelige grusvejsstigning, og rytterne skulle altså forcere over 2.000 højdemeter i det italienske cykelløb, der første gang blev afviklet i 2021.
Som de afgørende kilometer nærmede sig, var frontgruppen blevet barberet ned til blot tre ryttere, hvoraf to altså fortsat var danske, da Cort og Foldager sammen med østrigske Bayer var de længst overlevende fra udbruddet.
I både 2022 og 2023 var Veneto-regionen, hvor løbet altså foregår, vært for VM i gravel, og derfor var det altså også oplagt, at der som bekendt skulle indgå en grusvej på en af de afgørende stigninger. Og netop her rykkede Cort endegyldigt fra sine to udbrudskumpaner, og danskeren skulle altså vise sig at få opbygget så stort et forspring, at de jagtende favoritter bag ham ikke kunne indhente danskeren.
Særligt franske Romain Grégoire fra Groupama-FDJ forsøgte ellers ihærdigt med angreb på dagens sidste stigning, mens også en af efterårets helt store oplevelse, UAE-Team Emirates’ bomstærke schweiziske klassikerspecialist Marc Hirschi, var aktiv i finalen.
Cort havde dog fået opbygget så godt et forspring, at danskeren efter cirka 10 kilometer solo og 174 kilometer i udbrud kunne køre alene over målstregen i Bassano del Grappa og fejre karrierens sejr nummer 31.
Mens føromtalte Grégoire tog sig af andenpladsen, blev det til en tredjeplads for belgiske Xandro Meurisse, holdkammerat med føromtalte Bayer på Alpecin-Deceuninck, mens Anders Foldager blev næstbedste dansker på en fornem placering som nummer 19.
31-årige Magnus Cort kan dermed også sætte punktum for en særdeles succesrig første sæson hos norske Uno-X Mobility, hvor det er blevet til fem sejre, herunder en samlet sejr i Arctic Race of Norway såvel som etapesejr i Critérium du Dauphiné.
Det var første gang i løbets hidtil korte historie, at det blev til dansk sejr. Føromtalte Marc Hirschi er endte på podiet i alle tre forudgående udgaver, hvor det i 2022 blev til sejr for schweizeren, mens første og tredje udgave blev vundet af henholdsvis Samuele Battistella og Davide Formolo, begge italienske.