Cort forventer stort dansk præg på VM-linjeløb: "Vi skal køre for at hjælpe Mads P"
Landstræner Anders Lund har nemlig udtaget de sidste fire ryttere til det danske landshold, der skal køre VM i Glasgow 6. august, og Cort er en af de udvalgte.
"Det er jeg glad for. Det er altid en ære," siger Magnus Cort fra sit holds hotel nær Mont Blanc.
I Glasgow skal han sammen med Mads Pedersen, Kasper Asgreen, Mattias Skjelmose, Søren Kragh Andersen, Mikkel Bjerg, Mikkel Honoré og Michael Mørkøv forsøge at køre Danmark til en topplacering.
Og det er bestemt realistisk, mener den 30-årige EF-rytter.
"Vi stiller med et stærkt hold, men det giver næsten sig selv. Man skal jo være en stærk nation for at få lov at stille med fuldt hold, som vi gør. Vi kan gøre det godt. Jeg forventer, at vi kan sætte et stort præg på løbet og køre med om sejren til sidst," siger Magnus Cort.
Landstræneren har ikke løftet sløret for, hvem den eller de danske VM-kaptajner bliver. Men Cort regner med, at verdensmesteren fra 2019 bliver manden, der primært skal arbejdes for.
"Jeg forventer, at vi skal køre for at hjælpe Mads Pedersen. Han har været rigtig godt kørende, så det vil være naturligt," lyder det fra Magnus Cort.