Professionel cykling har mistet en af de mest sympatiske og talentfulde mennesker i pelotonen.
Gino Mäder døde fredag formiddag efter et katastrofalt styrt under en nedkørsel i Schweiz Rundt torsdag. Han måtte genoplives efter at være faldet ned i en kløft, hvorefter han landede under vand. Han blev hurtigt fløjet på hospitalet, men lægernes kamp var forgæves.
Der er allerede, udover kondolencerne, løbet meget kritik ind omkring nedkørslens karakter. At Matthias Skjelmose var i stand til at tage 20 sekunder på Remco Evenepoel på selvsamme nedkørsel vidner om, at det var en af de voldsommere af slagsen.
Uanset hvad, så har løbet allerede ramt et sort hul, som det ikke vil kunne komme op af igen, uanset hvilke præstationer, der måtte komme herfra.
Cykelsporten er desværre en ubarmhjertig størrelse. Vi skal blot tilbage til 2003, før det ikke var lovpligtigt at bære cykelhjelm i de professionelle løb.
Dengang var den frygtelige anledning, at kasakhiske Andrey Kivilev mistede livet under Paris-Nice i et styrt, hvor han lige som Mäder måtte genoplives men trods lægernes indsats ulykkeligvis døde dagen efter.
Sporten fik dermed en alt for grusom årsag til selvransagelse, og UCI gjorde det derfra ufravigeligt at bruge hjelm i alle løb i deres regi.
Men man kan ikke polstre cykelryttere.
Man kan bestemt forsøge at undgå for stejle nedkørsler, der kommer i kølvandet på opslidende ture op ad et bjerg, men uanset hvad, så vil hastighederne på topmoderne racercykler nå godt over de 100 kilometer i timen, når man er på vej ned fra en stigning med konkurrenterne halsende efter en.
Det er konkurrencesport, når det er allermest hårrejsende på alle måder.
Cykelryttere kender og accepterer deres hverv
Og det er slet og ret et vilkår. Der vil altid forekomme dødsfald og lemlæstelse, selvom ryttere ikke længere er sprøjtet op til et umenneskeligt niveau, og der ikke længere er cognac i drikkedunkene.
Styrt er en naturlig del af fødekæden, og man kan som rytter kun slå korsets tegn og håbe på det bedste, når man begiver sig ind i en frådende massespurt og bøjer hovedet ned i 90 grader.
Det er bestemt ikke en sport for de sarte, og det bidrager også til forførelsen og tiltrækningskraften. Både for rytterne og seerne. Adrenalin er garanteret på alle tidspunkter af et cykelløb.
Men at døden også kan ramme, når man mindst forventer det, var eksempelvis tydeligt, da det skønne menneske til Chris Anker Sørensen blev slået ihjel under en “uskadelig” prøvekørsel af ruten ved VM i landevejscykling i Belgien.
I det tilfælde var det et, allerede påtalt, problematisk kryds, der gjorde at Chris Anker tabte orienteringen og blev påkørt af en varevogn, hvis fører hurtigt blev frikendt for skyld.
I tilfældet af torsdagens tragedie var der ganske vist tale om en nedkørsel, der lagde op til høje hastigheder, men der var også fin asfalt og godt udsyn.
Begge dele bidrager til større risikovillighed fra kørernes side. Det er et vilkår, og det er et vilkår, som professionelle cykelryttere næres ved og trives ved.
De har forstået, hvad de går ind til. Det kan man ikke regelsætte sig ud af.
I Formel 1, hvor dødsulykker heldigvis også er meget sjældent forekommende i nyere tid, har man kunnet ændre på opsætningerne af biler, lavet “roll cages” og generelt kunne polstre kørerne.
I sidste ende er en cykelrytter en person på en cykel, uanset hvad materialet af cyklen er, og hvor god fysik personen måtte være i. Når du rammer en hård flade med hastigheder, et menneske sådan set ikke er bygget til at befinde sig i, så forvolder det skade på kroppen.
Se på bredden af et moderne cykelhjul og vurder selv, om du ville begive dig ud på sådan et eventyr. Det er de få forundt at have så meget mandsmod.
Passion kan ikke polstres
Hvis cykelsporten skulle være anderledes sikker, så skulle alle etaper være enkeltstarter på en bred, jævn strækning, konstrueret af gummi. Det ville dræbe sporten.
Elitesport er ikke bygget for at skåne kroppen, og selvom cykling selvsagt er en af de mest voldsomme, hvad risici angår, så er det derfor også en af de mest sindsoprivende og historisk mest interessante af slagsen. Men man kan ikke polstre menneskets vilje til at udfordre sig selv.
Gino Mäder havde fortjent en lang karriere og et godt liv, som os alle, men han gik ind til sin passion med - passion. Det var en tragisk og en på alle måder sort dag for cykelsporten, da hans vilje til at vinde bragte ham ud på sit livs sidste nedkørsel fra Albula-passet.
Men det er ikke sidste gang, vi kommer til at opleve det her. Vi kan kun håbe på, at der går lang, lang tid, inden det sker igen.
Hvil i fred, Gino.
