Tidligere olympisk mester melder fra til VM: Datter akutopereret i hjemlandet
Mens de helt store forhåndsfavoritter til årets verdensmesterskaber i landevejscykling hedder Tadej Pogačar, Remco Evenepoel og Mathieu van der Poel, var ecuadorianske Richard Carapaz også at regne blandt outsiderne.
Nu har den forhenværende Giro d’Italia-vinder dog måttet melde afbud til søndagens linjeløb i det nordlige Schweiz. Afbuddet fra den sydamerikanske superstjerne kommer, da Carapaz’ datter har måttet gennemgå en akutoperation.
”Heldigvis gik operationen godt. Men hun har stadig brug for behandling. På grund af denne nødsituation har jeg ikke haft mulighed for at træne i flere dage, og hverken min fysiske eller mentale tilstand er på det niveau, som Ecuador fortjener,” skriver den 31-årige EF Education-EasyPost-rytter på sine sociale medier.
Derfor bliver årets verdensmesterskaber altså uden den olympiske mester fra Tokyo, hvor Carapaz i 2021 kørte alene i mål og hentede en flot olympisk guldmedalje. Carapaz takker samtidig det ecuadorianske cykleforbund for tilliden og ønsker sine holdkammerater held og lykke med søndagens 274 kilometer lange løb.
Det er fjerde år i træk, at Ecuador må undvære sin helt store stjerne ved VM, efter det senest blev til deltagelse ved VM i Imola i 2020. Her hentede Carapaz en placering som nummer 22. Senest, ved VM i Glasgow, var ecuadorianernes helt store håb INEOS Grenadiers-stjernen Jhonatan Narváez, der dog ikke gennemførte.
Netop Jhonatan Narváez er heller ikke til start søndag, selvom Narváez tidligere på året flot sejrede på første etape af Giro d’Italia, hvor den eksplosive 27-årige sydamerikaner var eneste mand, der kunne følge føromtalte Tadej Pogačar i en svær finale ved Torino.
Carapaz’ afbud og nyheden om datterens operation kommer få dage efter, at ecuadoriansk cykling blev ramt af en stor tragedie, da 24-årige Kevin Pozo blev dræbt i en ulykke. Ecuador stiller til start med fætrene Cepeda, henholdsvis Jefferson Alveiro Cepeda og Jefferson Alexander Cepeda, samt Jonathan Klever Caicedo.
I denne sæson har Carapaz sejret fire gange, senest på 17. etape af årets Tour de France, hvor sydamerikaneren endte som vinder af den prikkede bjergtrøje efter et aggressivt løb med masser af kilometer i udbrud og sågar en enkelt dag i den gule førertrøje. Senest var Carapaz i aktion ved Vuelta a España, hvor det blev til en fornem fjerdeplads for den 31-årige stjerne.