Canadier klatrer sig til sejr - Roglic nærmer sig førertrøjen
Det kunne næsten ikke være anderledes.
Michael Woods lignede dagen igennem manden, der skulle vinde 13. etape af Vuelta a España, og den canadiske klatrer levede op til favoritværdigheden.
Israel-Premier Tech-rytteren var en del af et stort udbrud, som nåede frem til den sidste modbydelige stigning Puerto de Ancares et kvarter før feltet, og han var bedst opad.
Brandon McNulty (UAE) havde også været et godt bud, men han styrtede på nedkørslen efter næstsidste stigning og kom aldrig tilbage til fronten.
Blandt favoritterne i feltet var der også lagt op til et stort slag, og den hårde stigning blev dyr for løbets førende rytter, Ben O'Connor (AG2R).
Primoz Roglic sendte nemlig tidligt sine Red Bull-Bora-soldater frem for at sætte et hidsigt tempo, og O'Connor gled hurtigt ud af frontgruppen.
Det opdagede Roglic og satte så et tempo, som ingen andre favoritter kunne følge. Han endte med at skære næsten to minutter af Ben O'Connors forspring i det samlede klassement. Sloveneren på andenpladsen har nu 1 minut og 21 sekunder op til den røde førertrøje.
Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) kørte fornemt og kontrolleret på den sidste stigning og kom i mål 38 sekunder efter Roglic. Han rykker en enkelt plads frem i klassementet, hvor han nu er nummer 11.
Det store udbrud, som prægede etapen bestod også af blandt andre Kasper Asgreen (Quick-Step), som imidlertid ikke spillede nogen specielt stor rolle.
Det gjorde til gengæld Wout van Aert (Visma), som konstant forsøgte at gøre noget, der kunne give ham muligheder for at tage sejren.
Han angreb flere gange, og op ad den næstsidste stigning lykkedes det belgieren og en række stærke klatrere at sprænge gruppen.
En stærk UAE-trio bestående af Brandon McNulty, Jay Vine og Marc Soler var med, men McNulty ødelagde det for ham selv og Vine.
På nedkørslen før sidste stigning solostyrtede McNulty i et sving og gled under autoværnet og ned ad skranten på den anden side. Med sig i styrtet tog han Jay Vine, mens Soler lige nøjagtig slap udenom.
Da McNulty kom op af buskadset, var han fuld af skrammer og blev tjekket for hjernerystelse, inden han kørte videre - lang tid efter de forreste.
I frontgruppen, som nu bestod af fem ryttere, var Michael Woods den klare favorit. Få hundrede meter oppe af etapens sidste stigning sad rytterne en og en, og forrest var Michael Woods.