Evenepoel tog etapesejr: Vingegaard agerede hjælperytter for Kuss
Al snak om intern strid blev begravet, da Vingegaard kørte for Kuss, mens Remco Evenepoel sejrede suverænt
Spændingen om sejren på 18. etape af Vuelta a España var hurtigt væk, da Remco Evenepoel leverede endnu en magtdemonstration i et udbrud. Han tog sin tredje etapesejr.
Mere end ti minutter efter skulle det afsløres, om der reelt var intern strid på Jumbo-Vismas hold, eller om Jonas Vingegaard og Primoz Roglic ville lade løjtnant Sepp Kuss beholde den røde førertrøje.
Det svar kom på den sidste stigning, da de to kaptajner lagde sig foran amerikaneren og trak ham op til målstregen, hvor de lod ham køre på de sidste par hundrede meter og tage nogle få ekstra sekunder til føringen.
Det lignede en helt bevidst handling fra Vingegaard at holde igen til slut og lade Kuss tage ni sekunder, så han nu er 17 sekunder foran danskeren.
Der resterer kun en enkelt lidt kuperet etape og to flade etaper.
Roglic er et lille minut efter Vingegaard som sidste del af den Jumbo-Visma-trio, som ser ud til at besætte podiet i Madrid.
Efter 15 kilometer kørte Evenepoel afsted, som han har gjort så ofte siden sit store tidstab i løbet. Det plejer at ende med at blive dagens udbrud, og det blev det også torsdag.
Han fik 13 mand med sig, heriblandt velkørende Andreas Kron, mens folkene i feltet virkede fuldstændig uinteresserede i at holde snor i frontgruppen.
De sejlede hurtigt væk, afstanden steg hurtigt.
Undervejs sikrede Evenepoel sig point nok i kampen om bjergtrøjen, så han er sikker på at vinde den, hvis blot han holder sig på cyklen og inden for tidsgrænsen resten af vejen til Madrid.
Da de 33 kilometer fra mål ramte foden af Puerto de la Cruz de Linares, som skulle køres to gange, var forspringet på over 11 minutter.
Andreas Kron forsøgte med et angreb fra bunden af den første tur på stigningen, som var på omkring otte kilometer. Evenepoel, Damiano Caruso og Max Poole gik med, og Kron måtte kort efter se sig selv sat af de tre.
Fire kilometer senere var også Caruso og Poole sat af, og det belgiske fænomen indledte endnu et ensomt togt mod sin tredje etapesejr i årets Vuelta.
Langt bagude havde Bahrain-holdet sat sig frem i feltet og øgede tempoet. Mikel Landa ønskede at overhale Juan Ayuso i kampen om fjerdepladsen.
Den duel gav ingen ændringer, mens Kuss, Vingegaard og Roglic cruisede mod et rent Jumbo-Visma-podie.