Kaden Groves slår Wout van Aert og tager sprintersejr
I en tæt massespurt vandt Kaden Groves (Alpecin) søndagens 2. etape af Vuelta a Espana.
Wout van Aert åbnede spurten, men han kunne ikke holde føringen på de sidste meter. Men Visma-rytteren er alligevel ny mand i førertrøjen. Det var andenpladsen nok til at sikre.
På tredjepladsen endte Corbin Strong fra Israel-Premier Tech, og han var uhyre tæt på at overhale Wout van Aert til slut.
Søndagens etape strakte sig over 194 kilometer fra Cascais til Ourém. Det var en kuperet etape, som tog rytterne fra kysten tæt på Lissabon og mod nord til det centrale Portugal.
På forhånd var det forventet, at det ville blive en etape for sprinterne, og sådan blev det også.
På den stilfærdige og kedsommelige etape styrtede Dylan van Baarle i en forplejningszone med 91 kilometer til mål, og Visma-rytteren udgik senere forslået fra løbet.
Dermed er Visma uden en af holdets vigtige hjælperyttere for kaptajnen Sepp Kuss.
Der var flere styrt på søndagens etape, hvor tilskuerne på den sidste del af ruten var særdeles livlige og nærgående.
Mathias Vacek, der var løbets nummer to inden etapen og i spil til førertrøjen, styrtede på den sidste stigning med 23 kilometer til mål og råbte efterfølgende efter en tilskuer.
To kilometer fra målstregen var der endnu et styrt, og flere ryttere røg med i faldet. Josh Tarling fra Ineos var en af de uheldige ryttere i asfalten.