Mads Pedersen giver Vingegaard baghjul på ny rangliste
På den opdaterede udgave, som Den Internationale Cykelunion (UCI) har udsendt tirsdag, er Pedersen rykket op på fjerdepladsen.
Dermed overhaler han Tour de France-vinder Jonas Vingegaard, der som følge af landsmandens hidsige pointhøst ryger en placering ned fra nummer fire til fem.
Mads Pedersen sikrede sig pladsen øverst på sejrsskamlen i Danmark Rundt ved at vinde den afsluttende enkeltstart i Helsingør lørdag eftermiddag.
Den samlede sejr indbragte ham 200 verdensranglistepoint, og allerede dagen efter satte han yderligere 400 point ind på kontoen. Det skete, da han efter en spektakulær finalejagt vandt World Tour-løbet Bemer Cyclassics i Hamburg.
Han er dermed 163 point foran Vingegaard, der fra på lørdag går på tre ugers pointjagt i Vuelta a España. Pedersen tager onsdag hul på etapeløbet Deutschland Tour, der køres over fem dage.
Tadej Pogacar er fortsat suverænt i spidsen for verdensranglisten. Han har et stort forspring til de to belgiere Remco Evenepoel og Wout van Aert på de næste pladser.
På nationsranglisten er Danmark fortsat på andenpladsen efter Belgien.